Fyresedlen hopper med i dobbeltsengen

Mister du dit job, går det ikke kun ud over pengepungen og den faglige stolthed.

 Det går også ud over dit kærlighedsliv. Det skriver Avisen.dk.

Halvdelen af arbejdsløse danskere i parforhold oplever, at arbejdsløsheden har en negativ indflydelse på forholdet. Samtidig svarer fire ud af ti, at de skammer sig over deres ledighed over for partneren.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet SSI Danmark for Min A-Kasse.

"Det understreger, at livet som arbejdsløs er benhårdt og slider på meget andet end kassekreditten," siger Simon Bauer, der er kommunikationschef for Min A-Kasse til Avisen.dk.

Balancen kan ændres

At fyresedlen hopper med op i dobbeltsengen hos så mange par, overrasker ikke psykolog Anne Kirsten Hansen. Hun støder på mange par med netop det problem i sin klinik, Psykologerne ved Kongens Nytorv.

"Det kan give en helt anden magtbalance og rollefordeling i forholdet, hvis den, som plejer at have et godt job og have travlt, mister sit arbejde," siger Anne Kirsten Hansen til Avisen.dk.

Holder fyringen hemmelig for partner

Samtidig fører usikkerhed om fremtiden og økonomiske bekymringer nemt til skænderier.

"Man bliver måske nødt til at sælge huset, og man er pludselig dybt afhængig af den anden økonomisk. Sådan et pres kan ødelægge parforholdet," forklarer psykologen.

Hun har endda set eksempler på fyrede, der skammer sig så meget, at de holder fyringen hemmelig for partneren i månedsvis ved at lade som om, de tager på job hver morgen.

Nedsat næring

Parterapeut Ingrid Ann Watson ser jævnligt, hvordan arbejdsløshed kiler sig ind mellem parterne og afkøler de kærlige følelser.

"Det handler også om, at man ikke længere har så meget at snakke om. I længden er det ikke interessant at høre om endnu et afslag, og det er ikke ophidsende at høre, at han har slået græsset," siger Ingrid Ann Watson til avisen.dk.

Både mænd og kvinder svarer i undersøgelsen fra Min A-Kasse, at arbejdsløsheden går ud over forholdet. Psykolog Anne Kirsten Hansen bekræfter, at arbejdsløshed tit er et hårdere slag for mænd.

"Kvinder håndterer det ofte lidt bedre, fordi de føler, at børn og sociale relationer giver dem værdi. Mens manden tænker, at han ikke duer som forsørger og familiefar," siger hun til Avisen.dk.

Undersøgelsen er foretaget blandt 761 repræsentativt udvalgte ledige. Resultaterne indgår i bogen "Arbejdsløs - Verdens hårdeste job", der netop er udkommet.

BRANCHENYT
Læs også