BMW: Normalisering på vej i Kina

Efter et eksplosivt salg sidste år, vil væksten i 2013 bliver mere afdæmpet, mener bilproducenten.

Foto: Matthias Schrader/AP

Den tyske producent af luksusbiler BMW forventer lavere salgsvækst i Kina i 2013 som følge af en generel afmatning i den kinesiske økonomi og hårdere konkurrence på verdens største bilmarked. Bilproducentens lavere forventninger kommer imidlertid efter en pragtpræstation i 2012, hvor salget steg 40 pct.

På weekendens bilmesse i Shanghai udtalte direktør hos BMW Kina, Ian Robertson, at det kinesiske marked gradvist er ved at modnes, og at BMW forventer en normalisering af vækstraterne i de kommende år.

Flere luksusbiler på vejene

BMW’s forventninger skal ses i lyset af at bilproducenten i 2012 havde et fantastisk år, hvor salget steg ca. 40 pct. til 326.000 biler. Til sammenligning steg hele det kinesiske bilmarked kun 7,1 pct. i 2012 til mio. 15,5 biler.

Ifølge tal og estimater fra konsulenthuset McKinsey tegner luksusbilerne sig for 9 pct. af det samlede kinesiske bilmarked, hvilket rundt regnet i 2012 således var 1,4 mio. biler.

Markedet for dyre biler spås at ville klare sig bedre end det generelle marked i de kommende år, og McKinsey anslår, at luksusbilmarkedet vil vokse 12 pct. om året frem mod 2020, mens det generelle marked kun vil vokse med 8 pct. om året.

Konkurrenter er også optimistiske

De lavere salgsvækstrater kunne BMW allerede føle i første kvartal i år, hvor det kun blev til en stigning i styksalget på 7,4 pct. til 80.570 biler. Konkurrenten Audi kunne notere en vækst på 14 pct. i første kvartal til 102.800 biler, mens det omvendt gik 11,5 pct. tilbage for Mercedes-Benz.

Både Audi og Mercedes-Benz er optimistiske for den fremtidige vækst i Kina. Audi vil fordoble sit bilsalg fra 2012’s 350.000 biler, mens Mercedes-Benz håber på at kunne nå 300.000 solgte biler i 2015.

BRANCHENYT
Læs også