Din bankmand må ikke tjene på boliglån

Nyt udspil fra EU: Det skal være slut med boligbobler så store, at de brister.

EU’s politikere og repræsentanter fra medlemslandene forventes mandag at afslutte unionens første fælles udlånslov, der er et forsøg på at undgå en gentagelse af boligboblekrakket, som var startskuddet på eurozonens gældskrise.

- Vi håber på at afslutte forhandlingerne om disse vigtige nye regler, der skal beskytte forbrugerne og långiverne med Europa Parlamentet på mandag (i dag red.), udtalte en talskvinde for det irske EU-formandskab ifølge Reuters over weekenden.

Den nye europæiske lovgivning skal tvinge långivere på det 6.500 mia. euro store europæiske boligmarked til at kontrollere kreditværdigheden og tilbagebetalingsevnen af potentielle lånere for dermed effektivt at mindske hyppigheden af de såkaldte dårlige lån, hvor långiveren ikke kan få sine penge helt eller delvist igen.

Ingen provision til bankmanden

Loven vil også forbyde banker og andre långivere at betale provision til ansatte, som hænger sammen med antallet af udlån som de ansatte giver. Dermed håber politikerne, at mindske de ansattes incitament til at udstede lån til personer, som ikke opfylder kreditværdighedskravene.

Loven omfatter også paragraffer som skal fremme konkurrenceevnen på tværs af medlemslandenes ved at kræve at en fælles standard for hvilke oplysninger långivere skal fremlægge for låntagerne fremadrettet.

Hvis en aftale bliver indgået skal lovgivningen blåstemples af både EU Parlamentet og medlemslandenes regeringer før den træder i kraft i midten af 2015.

EU Parlamentet håber med den nye lov, at det kan dæmme op for ejendomsmarkedsbobler, som de der opstod, og sidenhen bristede, i eksempelvis Irland og Spanien, hvor bankerne endte med at sidde med dårlige udlån for flere hundrede milliarder euro, hvilket tvang landenes regeringer til at komme bankerne til undsætning.

BRANCHENYT
Læs også