Butikshandlen lider fortsat

Nye tal for detailsalget viser, at danskerne stadig holder på pengene.

Efter flot fremgang i februar kom tøjsalget ned på jorden igen.

Glæden i detailbranchen varede kort.

Efter en overraskende fremgang i salget på 0,4 pct. i februar peger pilen nok engang i den gale retning.

Detailsalget i marts var 0,5 pct. lavere end i februar, viser nye tal fra Danmarks  Statistik.

Det samlede detailsalg ligger dermed 4,4 pct. lavere end i marts sidste år.

Tøjsalget svigtede

Det var særligt omsætningen inden for varegruppen beklædning, der med et fald på 2,7 pct. trak detailsalget ned. Måneden forinden steg salget ellers med 1,5 pct.

Tøjbranchen er presset på omsætningen. Det seneste år har tøjforhandlere måttet se salget dykke med over 10 pct.

Det er bl.a. den lange vinter, der har medvirket til et trægt forårssalg.

Mindre fald

Det var ikke kun tøjsalget, der viste svaghedstegn i marts.

Salget af andre forbrugsvarer, f.eks. medicin, elektronik og varer fra byggemarkeder, faldt med 0,6 pct., mens der var en lille stigning på 0,1 pct. i salget af fødevarer og andre dagligvarer.

Det samlede salg i årets første kvartal var 0,6 pct. lavere end i fjerde kvartal 2012.

BRANCHENYT
Læs også