Hver tredje dansker: Aldrig Danske Bank

Over en tredjedel peger nu på Danske Bank som den bank, de aldrig ville vælge, hvis de skulle skifte bank. Og der er langt ned til den næstmindst populære bank, viser ny analyse fra Voxmeter.

Eivind Kolding, ordførende direktør i Danske Bank. Foto: Niels Hougaard

Danske Bank har igennem længere tid været heftigt kritiseret i den offentlige debat, og nu viser ny analyse, at Danske Bank indtager en solid førsteplads som den bank, klart flest danskere ikke vil vælge.

I ny analyse fra Voxmeter svarer lige over 35 pct. Danske Bank, når de bliver spurgt om, hvilken bank de under ingen omstændigheder vil vælge, hvis de stod over for at skulle skifte bank.

Nummer to på listen er Nordea. Omkring 10 pct. af de adspurgte vil aldrig skifte til Danmarks næststørste bank, mens kun omkring syv pct. aldrig ville vælge Jyske Bank.

voxmeter Danske Bank.jpg 

Markant værre i dag

Siden Danske Bank lancerede reklamekampagnen New Standards er det kun gået en vej. Ved lanceringen var det kun omkring hver femte af de adspurgte, der aldrig ville vælge Danske Bank som deres nye bankforbindelse.

Siden kom Eivind Koldings "undskyld" og senest måtte Danske Bank endnu en tur igennem offentlighedens vridemaskine, da man lancerede sit nye kundeprogram.

Nordea ligger derimod næsten på niveau med lignende undersøgelser tilbage til 2008, mens Jyske Bank er steget gennem krisen, men dog er gået markant tilbage siden banken i 2010 blev udsat for et PR-stormvejr i forbindelse med bankens katastrofale investeringsprodukt Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer.

Voxmeters undersøgelse baserer sig på 250 ugentlige interviews. Det svarer til samlet 13.000 interviews i løbet af et år.

BRANCHENYT
Læs også