Arveafgift sluger selskabers egenkapital

Virksomheder risikerer at miste mere end halvdelen af egenkapital ved generationsskifte.

Arveafgiftsreglerne rammer blandt andet landbrugsvirksomheder. Foto: Gregers Tycho

Op mod 10.500 danske virksomheder i alle størrelsesforhold står foran et generationsskifte i de kommende fem år, viser tal fra Erhvervstyrelsen.

Dermed står de over for en risiko for at få egenkapitalen drænet med mellem 19 og 76 pct. Det er viser beregninger fra revisionsselskabet Ernst & Young, der har regnet på de skattemæssige konsekvenser.

Det er problematisk, mener blandt andet den liberale tænketank Cepos, der peger på, at de familieejede virksomheder fylder meget i dansk erhvervsliv - både når det kommer til antallet af arbejdspladser og målt på investeringer.

Tredobbelt beskatning

"Virksomhederne bliver ramt af en trippelbeskatning, som man ikke ser andre virksomheder underlagt. Det er uheldigt, fordi det hæmmer virksomhedernes vækst og sætter dem år tilbage, og det er ikke kun de store virksomheder, der bliver ramt, men også de små virksomheder, der er grundstammen i erhvervslivet," siger Henriette Kinnunen, erhvervsjuridiske seniorkonsulent hos Cepos.

Problemet for de familieejede virksomheder er, at de bliver ramt af en selskabsskat på 25 pct., en kapitalafkastskat på 42 pct. og en arveafgift på 15 pct.

I et regneeksempel (se grafen) har Ernst & Young regnet sig frem til, at en fiktiv familieejet virksomhed med en egenkapital på 500 mio. kr. bliver ganske hårdt ramt i tilfælde af et generationsskifte. Afhængig af forudsætningerne bliver virksomheden tvunget til at trække mellem 96 mio. kr. og 254 mio. kr. ud af egenkapitalen, og det er ikke alle virksomheder, der kan det.

"I visse tilfælde kan man slet ikke lave et generationsskifte, men må dreje nøglen om," siger Henriette Kinnunen.

Fjern afgiften

Aktuelt forhandler regeringen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance om en afskaffelse af arveafgiften som en del af den store vækstpakkeaftale.

Ernst & Young peger på samme løsning, der skønnes at ville koste omkring 1 mia. kr.

"Fjern arveafgiften ved generationsskifte, når pengene bliver i virksomheden. Derved kan virksomhedens aktiver blive i virksomheden og bidrage til investeringer og vækst. Hvis virksomheden sælges til fremmede ejere, eller hvis der betales udbytte, skal der naturligvis fortsat betales aktieavance- eller udbytteskat," skriver Ernst & Young i forbindelse med regnestykket.

BRANCHENYT
Læs også