Aktier: FLSmidth tromlet ned af Caterpillar

Eftermiddagens skuffende regnskab fra den amerikanske ingeniørgigant Caterpillar, der ligesom FLSmidth bl.a. leverer udrustning til den globale mineindustri, maste aktien i den danske ingeniørkoncern ned i bunden af det hjemlige eliteindeks, C20 Cap, hvor FLSmidth noterede et fald på 2,4 pct. til 317 kr.

Caterpillar venter nu at nå en omsætning for hele året på 57-61 mia. dollar, hvor det tidligere havde ventet 60-68 mia. dollar. Analytikernes estimat var forud for regnskabet en omsætning for året på 62,7 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

- Caterpillar trækker klart FLSmidth ned. Tendensen i markedet lige nu, hvor den danske regnskabssæson ikke rigtigt er kommet i gang, er, at vi ser konkurrentregnskaberne. Og for FLSmidth er det særligt spændende, hvad der kommer fra konkurrenterne Metso og Sandvik tirsdag, siger Jesper Bamberger, aktierådgiver hos Nordea, til Ritzau Finans.

Samtidigt skiftede stemningen i det samlede eliteindeks til fald efter en positiv åbning på ugen i morgentimerne mandag inspireret af, at weekendens G20-møde ikke havde udtalt kritik af den ekspansive japanske pengepolitik, som ellers ikke er skånsom over for handelspartnernes handelsbalancer. Ved lukningen mandag havde indekset tabt 0,1 pct. til 555,62 i fortsættelse af et samlet fald på 2,7 pct. i sidste uge.

- Der kan være lidt genvinsthjemtagning. Men skuffende amerikanske tal for boligsalget er med til at trække ned, Jesper Bamberger.

Vindmølleaktien Vestas lagde sig fra dagens start i toppen af indekset og holdt sig i de luftlag med en stigning på 1,5 pct. til 44,75 kr. på indeksets andenplads. Svenske Handelsbanken hævede sit kursmål for aktien med 20 pct. til 48 kr.

- Selvom første kvartal, rent ordremæssigt, ser ud til at blive et svagt kvartal, så forventer vi, at der vil komme mere gang i ordreindgangen i løbet af andet kvartal, skrev Handelsbanken i sin morgenrapport om Vestas-aktien.

Smykkeaktien Pandora steg i toppen af indekset med 1,73 pct. til 176,80 kr. uden nyheder til at forklare stigningen, der nu har bragt aktien på en højere kurs, end da aktien torsdag blev kvæstet af meddelelsen om topchef Bjørn Guldens exit. Det udløste et kursfald på 4,8 pct. til 167,70 kr. på dagen.

Storbanken HSBC har indledt dækning af Danske Bank-aktien med anbefalingen "overvægt" og sat kursmålet til 131 kr. Avisen The Sunday Business Post skriver i øvrigt, at Danske Bank er i færd med at arrangere et massivt frasalg af ikke-kerneaktiviteter fra sin irske låneportefølje. Aktien sluttede mandagen tæt på neutralt med et fald på 0,3 pct. til 102,50 kr.

HSBC har også indledt dækning af Nordea. Det er sket med anbefalingen "neutral". Men Nordea-aktien faldt 0,8 pct. til 63,50 kr.

Credit Suisse var fra morgenstunden lidt hård ved Carlsberg-aktien, som fik kursmålet reduceret til 570 kr. fra 615 kr. Anbefalingen er fortsat ”underperform”. Aktien blev presset 1,1 pct. ned til 540,50 kr.

Omvendt hævede det schweiziske finanshus kursmålet for ingrediensvirksomheden Chr. Hansen til 250 kr. fra 200 kr., mens anbefalingen forblev "outperform". Reaktionen var mandag en kursstigning på 1,0 pct. til 202 kr.

Lundbeck offentliggjorde mandag morgen lanceringen af Selincro, et lægemiddel til reduktion af alkoholforbruget hos patienter med alkoholafhængighed. Yderligere har Credit Suisse løftet kursmålet for Lundbeck til 113 kr. fra 99 kr. Aktien steg 0,8 pct. til 109,40 kr.

I samme ombæring hævede de travle analytikere hos Credit Suisse kursmålet for Novo Nordisk til 1080 kr. fra 1040 kr., og aktien steg beskedne 0,05 pct. til 949 kr.

Også Tryg-aktien havde mandag fordel af forhøjelse af kursmål. Det er amerikanske JPMorgan, der nu forudser en fremtidig kurs på 349 kr. mod tidligere 330 kr. ifølge nyhedsbureauet Reuters. Anbefalingen er ”undervægt". Tryg-aktien steg 0,7 pct. til 458,60 kr.

TDC har sikret sig sin hidtil største kontrakt på det norske marked. Det danske teleselskab skal levere mobil- og fastnettelefoni til 60 norske kommuner og tre amter via en ordre fra den fælles indkøbsenhed BTV Innkjøp. Det vil indbringe omtrent 50 mio. kr. om året fra aftalen, der er på to år med option på yderligere to. Det oplyste teleselskabet mandag morgen, og aktien reagerede med en stigning på 0,3 pct. til 43,60 kr.

Blandt de større aktier uden for eliteindekset faldt NKT 1,9 pct. til 204 kr. Konkurrenten til NKT's Nilfisk-rengøringsmaskiner, amerikanske Tennant, afleverede skuffende regnskab. I de første tre måneder af 2013 har Tennant opnået et justeret resultat per aktie på 29 cent, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 38 cent.

Brøndby IF går ind i en afgørende fase for den igangværende aktieemission. Mandag var sidste dag for handel med tegningsretter. Brøndby-aktien faldt 7,16 pct. til 4,15 kr., mens prisen på tegningsretten er uændret 1 øre.

Sidst på dagens meddelte Torm, at rederiet har solgt fem MR-produkttankskibe og realiserer et tab på 5 mio. dollar. Aktien sluttede med et fald på 2,2 pct. til 0,72 kr.

BRANCHENYT
Læs også