Obligationer: Rentefald efter italiensk genvalg

Renten på den toneangivende, danske, statsobligation dykkede mandag middag efter uændrede renter gennem det meste af formiddagen.

Ved lukketid var renten 1,37 pct. eller 3 basispoint lavere end ved lukningen fredag.

Samme udvikling sås på de nære europæiske markeder. Den tyske ækvivalent faldt godt 2 basispoint, og i Storbritannien og Frankrig var faldet på henholdsvis 1,4 point og 4,5 point.

Stemningen i rentemarkedet var dagen i gennem præget af genvalget af 87-årige Giorgio Napolitano til Italiens præsident. Posten er i al væsentlighed ceremoniel, men valget åbner for endnu en mulighed for at få udpeget en ny italiensk regering efter det mudrede valgresultat i slutningen af februar. Og en afslutning på den politiske krise i Italien er i høj kurs.

- Vi har en genvalgt italiensk præsident og en mulighed for nye spillere i dannelsen af regering, udtalte Rainer Guntermann, rentestrateg i Commerzbank, til Bloomberg News og fortsatte:

- Det skulle understøtte italienske obligationer og - i forlængelse heraf - Spanien. Indsnævring af spændet til Tyskland kan fortsætte.

Og sådan blev det. Den 10-årige rente faldt hele 14 basispoint i Italien, 12 point i Spanien og med 19 point i Portugal. Den toårige, italienske rente var i løbet af formiddagen på det laveste niveau, siden Bloomberg begyndte at samle data i 1993. Siden steg den toårige rente dog lidt igen til 1,25 pct.

Dagens vigtigste nøgletal kom fra det amerikanske boligmarked, hvor salget af eksisterende boliger i marts blev beregnet til 4,92 mio. enheder målt i årlige tal. Der var ventet et salg på 5 mio. enheder. I løbet af eftermiddagen kom der også tal for aprils forbrugertillid i eurozonen, som blev forbedret 1,2 point til minus 22,3 mod en ventet tilbagegang til minus 24,0.

BRANCHENYT
Læs også