Skotter afviser også ny Novo-medicin

Nyt insulinprodukt er blevet fundet for dyrt af de skotske medicinmyndigheder.

Foto: Mik Eskestad

De skotske medicinmyndigheder vil ikke tilbyde Novo Nordisks seneste insulinprodukt Tresiba til diabetespatienter i landet. Det skriver den skotske avis Evening Times.

Der har på det seneste været en del kontrovers omkring Tresiba og lægemidlets muligheder for at opnå tilskud, og her har især prisen på produktet været et springende punkt. Det var da også grunden til at sundhedsstyrelsen mandag meldte ud, at Tresiba ikke ville opnå generelt tilskud i Danmark.

"Når behandling med Tresiba stilles over for behandling med andre basal-insuliner, vurderer vi, at lægemidlets pris ikke står i et rimeligt forhold til dets behandlingsmæssige værdi," skrev Sundhedsstyrelsen om beslutningen.

Og nu følger de skotske medicinmyndigheder altså trop.

Ifølge Evening Times er Tresiba omkring 70 pct. dyrere end standardbehandlingen i landet, og de skotske myndigheder oplyser, at Novo Nordisk ”ikke har præsenteret en tilpas solid økonomisk analyse til at opnå accept.”

Det anslås, at der er omkring 250.000 diabetikere i Skotland alene og 3 millioner i hele Storbritannien. De engelske lægemiddelsmyndigheder NICE har endnu ikke taget stilling til Tresbias skæbne i den sydlige del af kongeriget, oplyser avisen.

Læs hele historien fra Evening Times her.

 Novo går glip af tilskud til Tresiba i Danmark 

BRANCHENYT
Læs også