Kaffe kunne ikke opbløde konflikt

Kaffemødet har ikke fået Ziegler og Bondo til at genoptage forhandlingerne.

Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen mødtes i dag til et uformelt kaffemøde med formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagensen. Arkivfot: Lars Krabbe

Anders Bondo, hvad fik du ud af kaffemødet med Michael Ziegler og forældreorganisationen Skole og Forældre?

"Kaffe."

Lærerforeningens formand var klar i mælet, da han overfor Jyllands-Posten evaluerede aftenens møde, som forældreorganisationen Skole og Forældre arrangerede. Foreningen repræsenterer skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen.

Det at få sat et menneskeligt billede på, håber jeg, gør indtryk på dem.

Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre.

Forældreforeningen havde arrangeret mødet for parterne i uformelle rammer, så de kunne tale sammen ansigt til ansigt. Det var hyggeligt, men det bragte dem ikke tættere på hinanden, lyder det.

Men det var ifølge Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre, heller ikke formålet.

Forældrene gjorde indtryk

Formålet var, at parterne mødtes i uformelle rammer for at fortælle hinanden om deres standpunkt i konflikten. Bondo og Ziegler fik begge mulighed for at fortælle, hvor de står - og så fik de et indblik i, hvordan lockouten påvirker forældrene.

”Jeg fortalte, hvordan det ser ud for forældrene og for børnene og om de henvendelser og frustrationer, vi får. Det var vigtigt for mig at få forklaret, hvordan hverdagen ser ud.

Det gjorde indtryk på dem, at lockouten påvirker forældre og børn så meget. Det er noget andet at læse om det i avisen end at høre det fra de mails, som vi får ind, og som jeg fortalte parterne om,” fortæller Mette With Hagensen til Jyllands-Posten.

Et spinkelt håb

Hun er tilfreds med dagens møde, selvom det ikke har fået parterne tættere på hinanden. 

”Nu ved de, hvordan konflikten påvirker elever og forældre, som også går rundt og føler sig lockoutede. Det at få sat et menneskeligt billede på, håber jeg, gør indtryk på dem. Jeg har et spinkelt håb om, at det her møde inspirerer dem til at sætte sig tilbage til forhandlingsbordet, men jeg erkender, at det er et meget spinkelt håb," siger Mette With Hagensen.

Og at håbet er spinkelt, bekræfter konfliktens hovedaktører.

"Jeg føler, vi er fantastisk fastlåst," siger Anders Bondo Christensen til Jyllands-Posten umiddelbart efter aftenens kaffemøde og Michael Ziegler deler den holdning.

"Desværre bekræftede mødet, at vi har en meget forskellig måde at se verden på. Vi står stadig samme sted, som vi har stået de sidste fire måneder," siger han.

BRANCHENYT
Læs også