Stilladser misbruges som reklamesøjler

Ulovlige stilladsreklamer pryder det københavnske bybillede.

Foto: Jan Dagø

Rundt omkring bliver der sat store stilladser op på bygningsfacaderne udelukkende med det formål at være reklamesøjler, som bygningsejerne tjener penge på.

Det fortæller Niels Tørslev, som er centercehef i Center for Trafik i Københavns Kommune, til DR P4 København.

- Det er et problem. Vi hører jævnligt om, at folk sætter stilladser op uden at have en tilladelse og plastrer dem til med reklamer, siger han til DR P4 København.

Der skal være et formål

Ifølge reglerne må man kun hænge de store stilladsreklamer op, når det kan dokumenteres, at stilladset står der, fordi en bygning er i gang med at blive renoveret. Men det kan være svært at holde øje med, om alle overholder reglerne.

- Vi har mange tilsynsopgaver i byen, og vi er jo nødt til at prioritere vores kræfter, siger Niels Tørslev til DR P4 København.

Pub med tilsyneladende høj byggeaktivitet

Men det er ikke nogen undskyldning, mener Lars Berg Dueholm, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget og gruppeformand for Liberal Allinance.

- Indre By er en juvel, som vi skal værne om.

Han har tidligere stillet forvaltningen spørgsmål vedrørende de ulovlige stilladser.

- Jeg føler mig snydt. Vi har lavet nogle regler, der ikke bliver overholdt. Forvaltningen skal op på tæerne og være mere offensive i deres kontrol. For eksempel er der en irsk pub på Amagertorv, som har haft stilladser oppe cirka hver tredje måned i par år, men det er meget svært at se, at der er blevet malet vinduer otte gange, siger Lars Berg Dueholm til DR P4 København.

Huller der kan ses

Miljø- og Teknikborgmester Ayfar Baykal vil nu se på mulighederne for at stramme op på forholdene for stilladsreklamer.

- Jeg synes, det er ærgeligt. Vi har nogle huller i osten, og alt tyder på, at der er behov for en skærpelse af kontrollen, siger Ayfer Baykal til DR P4 København.

Hun vil nu bede forvaltingen om et oplæg til, hvordan kontrollen med stilladserne kan strammes.

Borgmesteren opfordrer også borgerne til, at give kommunen besked, når de ser et stillads, som de tror, er ulovligt.

- Vi har kun et begrænset antal mennesker til at føre tilsyn, og det er meget ressourcekrævende, siger hun til DR P4 København.

BRANCHENYT
Læs også