Googlesøgninger forudsiger markedet

Googlesøgninger på finansielle udtryk kan spå om markedsbevægelser, viser forskning.

Kigger man på, hvad folk søger på og hvor meget, der bliver søgt på ordene, kan man blandt andet forudsige aktiemarkedet og boligpriserne.  Arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto

Antallet af søgninger på nettet på udtryk som "gæld", "portfolio" og "aktier" kan sige noget om markedets bevægelser.

Forskning viser, at når antallet af søgninger på aktie-relaterede udtryk på nettet faldt, så steg Dow Jones-gennemsnittet og omvendt. Det skriver BBC.

BBC skriver desuden, at en investeringsstrategi baseret på data om søgevolumen på nettet ville have givet en fortjeneste på 326 pct. mellem år 2004 og 2011.

Den videnskabelige analyse er baseret på offentligt tilgængelige data om søgetrends hos Google.

Influenza og boligpriser

Sammenhængen kan forklares med, at websøgninger i stigende grad er en integreret del af vores beslutningstagning.

Googles egne forskere har konstateret, at søgningerne kan spore spredningen af en influenza, og Bank of England har tidligere sagt, at søgninger på relevante ord kan forudsige boligpriserne.

Suzy Moat, medforfatter til forskningsartiklen, University College London, forklarer til BBC News, at forskerne blev fascineret af tanken om, hvorvidt Google kunne give indblik i, hvordan folk træffer beslutninger om ageren på aktiemarkedet.

Holdet har undersøgt 98 søgeord og sporet, hvor meget disse ord er blevet søgt på. Disse data er blevet sammenlignet med Dow Jones-indekset.

BRANCHENYT
Læs også