Lundbecks partnerskab kan svulme

Aftale: Medicinalkoncernens partnerskab med japanske Otsuka kan blive betydeligt mere omfangsrigt end den nuværende milliardsatsning.

Lundbeck har indgået milliardaftale med det japanske firma Otsuka. Vi har ens værdisæt, siger Taro Iwamoto, ordførende adm. direktør i Otsuka. Foto: Niels Hougaard

Allerede nu er det en partneraftale på adskillige milliarder kroner, men det kan blive betydeligt større. Det signalerer både japanske Otsuka og danske Lundbeck.

Prognose
Tyngende lidelser
  • Verdenssundhedsorganisationen WHO tror, at depression i 2030 vil være den lidelse, der udgør den største byrde for sundhedsudgifterne. Lige efter kommer hjertekarsygdomme og trafikulykker.
  • Omkostningerne ved sygdommene vil vokse, bl.a. fordi flere får sindslidelser.
  • De direkte omkostninger i form af medicin og behandling er de mindste. Langt dyrere er alle sygedagene, de tidlige pensioneringer og nedsat produktivitet.

I går plantede de et japansk kirsebærtræ som en manifestation af det seneste skud på alliancen, en aftale om alzheimer-midlet Lu AE58054.

Desuden samarbejder de om Abilify Depot, en medicin mod skizofreni og depression, som kun skal gives en gang om måneden. Det tredje ben i samarbejdet er skizofreni- og depressionsmedicinen Brexpiprazol.

Indtil videre er alliancen begrænset til fem produkter.

»Men så længe vi kan holde kvaliteten i vores kemi, er der ingen grund til at begrænse det fremtidige potentiale. I denne industri er der meget få selskaber med stabilitet, ærlighed og videnskabelig kvalitet. Vi to selskaber har ens værdisæt,« siger Taro Iwamoto, ordførende adm. direktør i Otsuka.

At samarbejdet er tæt fremgår også af, at de to topchefer mødes en gang om måneden for at sikre sig, at de løber i samme retning.

Det er i udgangspunktet en ulige alliance, idet Lundbeck har en omsætning på 15 mia. kr., mens Otsukas medicinomsætning er omtrent det dobbelte.

Samtidig skal Lundbeck have rettet sin forretning op i den forstand, at selskabet i disse år bliver hårdt ramt af patentudløbet på depressionspillen Cipralex/Lexapro, som er løbet af patent i USA og er ved at løbe af patent i Europa. Dermed forsvinder langt det meste af Lundbecks omsætning, og derfor har det været adm. direktør Ulf Wiinbergs primære opgave at erstatte den omsætning med andre ting – et arbejde, der er i fuld gang.

Afgørende alliance

Men samarbejdet med Otsuka har stadig høj prioritet.

»Det er et meget vigtigt samarbejde for os, og vi tror, at vi kan hente meget fra både Abilify, Brexpiprazol og Lu AE58054. De vil give Lundbeck rigtig gode vækstmuligheder. Men jeg er nødt til også at fokusere på at få os gennem denne overgangsperiode med patentudløb,« siger Ulf Wiinberg.

Udgangspunktet for Otsukas og Lundbecks fokus på sindslidelser er et enormt potentiale i et marked, hvor flere andre af verdens største medicinkoncerner har trukket sig. WHO spår, at depression i 2030 vil være den lidelse, der udgør den største byrde på samfundet.

Dertil kommer lidelser som demens, som vil vokse i udbredelse, mens verdens befolkning bliver ældre og ældre.

Deutsche Bank sendte for nylig en analyse på gaden med titlen ”Den store sundhedsudfordring for det 21. århundrede”. Den havde følgende indledning:

»Glem KOL, diabetes og kræft. Sygdomme i centralnervesystemet og især sindslidelser er klart den undervurderede udfordring for befolkningsudviklingen i det 21. århundrede.«

Deutsche Bank forudser på baggrund af bl.a. prognoser fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, at hvert tredje menneske vil udvikle en hjernesygdom. Samtidig bliver der investeret meget lidt i området, fordi det kræver stor specialviden og fokus, og fordi der er en betydeligt højere fiaskorate end inden for andre sygdomme.

En af forklaringerne er, at det er sværere at dokumentere, om et lægemiddel mod en sindslidelse virker, fordi det i stor udstrækning kommer an på patientens egen fornemmelse og velbefindende.

Den smarte tablet

En anden udfordring er, at mennesker med sindslidelser ofte ikke tager medicinen præcist, som de skal efter lægens anvisninger.

Netop denne udfordring er noget, som Lundbecks partner Otsuka mener at have en løsning på. Dels har Lundbeck og Otsuka lanceret en depotversion af Abilify mod skizofreni og svær depression. Ved at indgive medicinen én gang om måneden sikrer man, at patienterne er bedre behandlet.

Dels har Otsuka udviklet en ”intelligent tablet”, der i kroppen måler, om patienten har taget medicin, eller om vedkommende har brug for mere.

»Vi skal først bevise, at den virker. Men mekanismen ved både Abilify og vores ”smart tablet” kan formentlig bruges inden for andre lægemidler,« siger ordførende adm. direktør Taro Iwamoto.

BRANCHENYT
Læs også