Wedell-Wedellsborg etablerer nyt rederi

1. maj åbner Weco Group en bulkdivision med hovedsæde i Rungsted.

Foto: AP/Junji Kurokawa

Ideen er langt fra ny, men bliver nu en realitet. 1. maj bevæger Weco Group sig ind på tørlastmarkedet med afdelingen Weco Bulk AS, fortæller Johan Wedell-Wedellsborg, bestyrelsesformand for Weco Groups firmaer, som bl.a. omfatter rederiet Dannebrog, der sammen med Stena ejer Stena Weco.

"Vi har altid puslet lidt med tanken og har arbejdet konkret med det de sidste to måneder. Det er en naturlig gren til alt det andet, vi laver. Vi har allerede stykgods og har mange gange kigget på bulksektoren, fordi det nogle gange kolliderer med de samme laster. Vi har nogle kunder, der har nogle behov, som vi måske kan hjælpe med at dække fremover," siger han.

De kommende kunder er rederier eller virksomheder, der skal have transporteret alt lige fra stål, skrot, cement, kul, jernmalm, træpiller mv. Johan Wedell-Wedellsborg er lidt forsigtig med at sætte decideret størrelse på det nye kontor, men målet er at opbygge en moderne brændstofseffektiv flåde med skibe fra handysize til ultramax.

"Men i løbet af ret kort tid skulle vi gerne have en ti skibe på short- og longterm charter, og så er det også meningen, at vi skal købe på sigt," siger han.

Store forventninger

Jakob Vising, der indtil for nylig arbejde hos Copenship, kommer til at stå i spidsen for den nye division som CEO og har ifølge Johan Wedell-Wedellsborg god erfaring med befragtning og var derfor et naturligt valg. Kontoret kommer til at ligge i Rungsted, hvor Dannebrog, som omfatter Stena Weco og Nordana, også holder til, og på den måde håber Weco Group på at udnytte synergier fra de andre services:

"Vi har jo rigtig god erfaring her i huset med at lave operatørvirksomheder, for det har vi jo gjort i tank på samme størrelse. Nu er det to vidt forskellige markeder, men vi har rimelig god erfaring her i huset og trader næsten 50 skibe i Stena Weco nu. Så er det så tørlast, men vi mener, at vi har en rimelig god ekspertise, som også kan hjælpe Jakob Vising med at få succes," fortæller Johan Wedell-Wedellsborg og fortsætter:

"Vi har store forventninger til det, og jeg regner med, at der i løbet af ret kort tid vil sidde fire her i Rungsted, og så må vi se, hvad fremtiden byder."

Stena Weco åbner nyt tankrederi i Singapore

Dannebrog-chef havde lovet aldrig at blive skibsreder

Stena Weco på vej mod sit første overskud  

BRANCHENYT
Læs også