Flere danskere har ikke fået deres penge

Der kan vente dig en ubehagelig overraskelse, når du tjekker din konto.

Foto: Thomas Borberg/Polfoto

For månedsløn og offentlige ydelser er måske ikke gået ind, som de plejer.

Det er anden gang på to måneder, at der er problemer med bankernes udbetalinger.

Men der er tale om et andet problem af langt mindre omfang end for en måned siden, hvor der senest var problemer med udbetalingerne, forsikrer de.

Denne gang er 125.000 bankkunder påvirkede.

Fejl breder sig

Hos Danske Bank har man her til morgen oplevet, at kunder har henvendt sig, fordi de ikke har fået deres løn og offentlige ydelser udbetalt. Det har man også hos Nordea og hos Arbejdernes Landsbank.

Bankerne har i løbet af formiddagen forsøgt at kortlægge problemet, og det har vist sig, at de manglende offentlige ydelser på flere danskeres lønkonto, skyldes en fejl i kommunikationen mellem Nordea og KMD.

"Fejlen er vores, og det beklager vi selvfølgelig. Der har været et problem på kommunikationslinjen mellem KMD og Nordea, og det berører alle former for udbetalinger, blandt andet offentlige ydelser," siger Christoffer Hellmann, pressechef i KMD.

Der er tale om problemer med et sikkerhedscertifikat, men KMD kan endnu ikke komme årsagen til problemet nærmere.

Fejlen har ikke kun ramt danskere, der er kunder i Nordea, men har spredt sig som ringe i vandet. For hvis din kommune har Nordea som bank, kan du også blive berørt - selvom du selv har en anden bank.

Flere problemer

Problemet mellem KMD og Nordea rammer ikke kun udbetalingen af offentlige ydelser, men har også været skyld i nogle af problemerne med bankernes lønudbetalinger.

Samtidig har der i flere banker også været interne problemer med udbetaling af løn i dag.

I Nordea fandt man i løbet af morgenen ud af, at banken havde "en prop i bogføringssystemet", der gjorde, at nogle af lønudbetalingerne ikke var gået igennem. Det forklarer Kristian Lund Pedersen, der er pressekonsulent i banken.

Den del af problemet, som lå internt i Nordea , har banken nu fået løst.

Pengene kommer onsdag

I Aarhus Kommune oplevede flere medarbejde tirsdag morgen, at deres løn ikke var tikket ind, fordi Aarhus er en af de kommuner, der har Nordea som bank. Også Københavns Kommune har bank hos Nordea.

Det betyder også, at løn og offentlige ydelser til borgere i de to kommuner kan være berørte - også selvom borgerne ikke har Nordea som bank.

"Hvis kunderne har et helt akut pengebehov, så må de ringe til deres rådgiver og så må vi finde en løsning indtil pengene går ind," siger Peter Froulund, kommunikations- og marketingsdirektør i Arbejdernes Landsbank.

KMD forventer, at alle udbetalinger vil gå ind i morgen, onsdag.

BRANCHENYT
Læs også