Analyse: Transportkæmpe sætter farten ned

Transportkoncernen DSV er fortsat på jagt efter opkøb af konkurrenter.

Foto: Stine Bidstrup

Den danske transportkæmpe DSV har tidligere været kendt for at køre i højt væksttempo. Det ser nu lidt anderledes ud. Koncernen har faktisk haft en indledning på 2012, der blev en anelse dårligere end ventet.

Spørgsmålet er derfor, hvorvidt et sløjt transportmarked nu for alvor tvinger DSV til at træde på bremsepedalen, eller om selskabet atter kan få høj fart i hjulene.

En oplagt mulighed i den forbindelse er, om den danske koncern fortsætter de seneste års stil med  opkøb af konkurrenter.

Kvartalsregnskab DSV

Tre gode ting ved regnskabet:

  • DSV vinder ifølge egen vurdering markedsandele.
  • Trods et trangt marked fastholder koncernen forventningerne til hele 2013.
  • Selskabets aktiviteter inden for søfragt har vækst.

Tre dårlige ting ved regnskabet:

  • Fragtmængderne er under pres i tre af DSV’s fire forretningsområder.
  • DSV oplever hård priskonkurrence på markedet for landevejstransport.
  • Omsætning og indtjening ligger en smule lavere end aktieanalytikere havde vurderet.

DSV og koncernchef Jens Bjørn Andersen udsendte tirsdag morgen regnskab for første kvartal 2013. Tallene viser, at omsætningen voksede en anelse til 10,98 mia. kr., mens driftsindtjeningen blev 643 mio. kr.

Forud for regnskabet havde en kreds af aktieanalytikere ellers vurderet, at omsætningen kunne nå 11,1 mia. og driftsindtjeningen, EBITDA, ville vokse til 708 mio. i kvartalet.

Nye kunder og markedsandele

DSV lægger heller ikke skjul på, at der netop nu er en situation, hvor ”transportmængderne har været stagnerede eller faldende på hovedmarkederne, og samtidig er konkurrencen intens”, som det udtrykkes i dagens regnskabsmeddelelse.

Dermed flugter DSV’s vurdering af markedet med meldinger, som bl.a. den europæiske storkonkurrent Kuehne+Nagel har givet om et meget afdæmpet transportmarked - en konsekvens af den generelle økonomiske udvikling.

Adm. direktør Jens Bjørn Andersen understreger dog, at det netop i den situation er afgørende, at DSV fortsat har tilgang af nye kunder og vinder markedsandele. Han meddeler samtidig, at resultatet i første kvartal faktisk på de fleste parametre er på niveau med koncernens egne forventninger. Derfor fastholdes de allerede meldte forventninger til hele 2013.

Opkøb i kikkerten

Det kan ifølge DSV-chefen sikres gennem organisk vækst og omkostningsstyring. På samme tid fastslår han, at opskriften fortsat er den samme, som DSV har stået for – nemlig opkøb af selskaber.

I kvartalsregnskabet udtaler Jens Bjørn Andersen direkte, at opskriften også indeholder: ”Forhåbentlig nogle gode virksomhedsopkøb, der hurtigt og effektivt kan integreres i DSV’s netværk”.

DSV har tidligere vist, at selskabet er i stand til at håndtere opkøb - og meget hurtigt få nye selskaber kørt ind som del af forretningen som en vækstmotor. Selskabets topchef har tidligere i år udtalt, at der er mange muligheder, da branchen er meget fragmenteret.

De seneste års konsolidering i transportbranchen med en opkøbsbølge fortsætter nemlig. Markedet for bl.a. transport af pakker er i vækst i kraft af stigende internethandel. Også en række store statsejede postselskaber er aktive i det marked. Dansk/svenske PostNord har således opkøbt en række selskaber i de nordiske lande. Omvendt har Posten Norge netop overtaget en første bid af Danske Fragtmænd og med et mål om at overtage hele det danske selskab.

Road kører frem

Som en af de helt store aktører i Europa har DSV delt forretningen i tre divisioner, hvor DSV Road er den største. Divisionen, der arbejder inden for landvejstransport, er blandt de tre største i Europa med 200 terminaler i et netværk.

Det ligger fast, at fragtmængderne i de fleste europæiske lande fortsat er ramt af den svage økonomiske udvikling, og DSV’s egen vurdering lyder, at den negative tendens fra andet halvår 2012 er fortsat, med et fald i markedet på 3 pct. i første kvartal.

I det kvartal faldt DSV Roads omsætning også med netop 3 pct. Antallet af sendinger har været på samme niveauet som det tilsvarende kvartal i fjor, men til gengæld har afregningspriserne været lavere. Det får selskabet til at konkludere, at DSV Road fortsat tager markedsandele.

BRANCHENYT
Læs også