Danskerne tager klart afstand fra bryst-kampagne

Et dansk privathospital fik minus-point på image-kontoen hos danskerne, da det lancerede kampagne.

Foto: HBSS

Privathospitalet Aleris-Hamlet Hospitaler tog i den grad fejl, hvis hospitalets strategi med en bryst-app var at vække positiv opmærksomhed hos danskerne.

Ikke alene var der verbale bølle-bank fra forskere og sundhedsministeren. Langt de fleste danskere tager nemlig også afstand fra kampagnen, og mere end halvdelen af danskerne mener ”slet ikke”, at det er i orden, at ”et privathospital, med en app til smartphones/tablets og facebook-kampagne, markedsfører brystoperationer over for yngre piger.”

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har gennemført for MedWatch. Der er i alt gennemført 1006 CAWI-interview, dvs. en internet-undersøgelse, med danskere i alderen 18-74 år, i perioden 25. - 29. april 2013.

62 procent af de adspurgte svarer, at de "slet ikke" synes, at det er i orden, mens 19 procent mener, at en sådan kampagne ”i mindre grad” er ok. Kun fire procent synes ”i høj grad” eller ”i meget høj grad”, at app'en er i orden.

Minister negativ

Dermed er der i høj grad også pilen nedad fra befolkningen til privathospitalets app, hvorom sundhedsminister Astrid Krag (SF)  ifølge Ritzau skrev på Facebook, da appén blev lanceret i sidste uge:

”Undskyld mig, hvad er det her?”

Ministeren tilføjede, at ”brystforstørrende og kosmetiske operationer er en alvorlig affære, som det kan være svært at gennemskue konsekvenserne af i en meget ung alder.”

Trak app tilbage

Reaktionen fra privathospitalet udeblev ikke, og hospitalet måtte sende en pressemeddelelse ud dagen efter lanceringen:

"Aleris-Hamlet Hospitaler lancerede i mandags en app, der viser, hvordan man vil se ud med større bryster. Den omstridte app, som er blevet hentet mere end 10.000 gange, trækkes nu tilbage som resultat af de seneste dages reaktioner," skriver hospitalet.

Nis Alstrup, administrerende direktør for Aleris-Hamlet Hospitaler, kalder app’en "en gimmick i en større kampagne, der skal sætte fokus på, hvor vigtig grundig overvejelse, god rådgivning og høj kvalitet er i forbindelse med brystforstørrende operationer."

Kampagnens primære element – Facebook-siden Brystakademiet – fortsætter som hidtil, oplyser ledelsen.

Kvinder og ældre mest negative

Et lidt tættere kig på tallene fra YouGov viser, at det især er kvinder, der tager markant afstand fra offensiven. Således mener 70 pct. af kvinderne, at det ”slet ikke” e r i orden. 55 procent af mændene deler den holdning.

Også aldersmæssigt er der en markant forskel. 79 procent af danskere på 55 år eller derover finder det ”slet ikke” i orden. Når det gælder de 18-34-årige gælder det 42 procent.

Privathospital trækker brystapp

Privathospitals bryst-app forarger

Prøv MedWatch gratis og uforpligtende i 40 dage, og modtag samtidig vores gratis nyhedsbrev to gange dagligt. 

BRANCHENYT
Læs også