Home: F1-lån væk fra boligannoncer

Det korte flekslån forsvinder fra kædens boligannoncer - både på nettet og på tryk.

Home vil have flere danskere til at vælge et lån med længere binding. Foto: Ole Lind

Fremover er det kun ydelsen på et F3-lån og et F5-lån, man får præsenteret som alternative finansieringsforslag, når man klikker ind på Homes boligannoncer eller falder over en Home-annonce i en af landets aviser.

Ejendomsmæglerkæden har valgt at fjerne F1-lånet fra sine boligpræsentationer.

Det skal synliggøre over for boligkøberne, hvor lav ydelsen er på et lån med tre eller fem års bindingstid, lyder forklaringen.

Flekslån
  • Flekslån er et realkreditlån med variabel rente, hvor renten tilpasses med aftalte mellemrum.
  • Lånet kan bruges i alle lånesituationer - f.eks. til køb og ombygning.
  • Som privat kan du normalt låne op til 80 pct. af din ejerboligs værdi i op til 30 år - 60 pct. ved fritidsboliger.
  • Du bestemmer selv, hvor ofte lånet skal rentetilpasses. Det kan f.eks. ske hvert år, hvert tredje, hvert femte år og helt op til hvert 10. år.
  • Mellem rentetilpasningerne er din rente og ydelse fast.
  • Når lånet rentetilpasses, kan du vælge at fortsætte med den samme type flekslån eller at skifte til en anden type, hvor renten er lagt fast i kortere eller længere tid.
  • Du kan også vælge, om du vil rentetilpasse hele lånet eller kun en del af det hvert år.
  • Når renten er lav på et lån med variabel rente, betaler du typisk en lavere ydelse end på et fastforrentet lån. Omvendt er der risiko for, at markedet ændrer sig, så renten pludselig stiger.
Kilde: Realkredit Danmark.

Et lille bidrag

"I Danmark har vi en tendens til at binde vores penge i en for kort periode, og det gør os enormt sårbare over for renteudsving. Stiger renten, kan det få negative konsekvenser, hvis for mange danskere har et F1-lån," siger Mads Ellegaard, der er relationschef i Home.

Knap hver tredje boligejer har i dag et F1-lån, og både realkreditsektoren og Nationalbanken har udtrykt bekymring over danske husholdningers modstandskraft mod renteudsving.

Nationalbanken har anbefalet, at man tilskynder forbrugerne til at udnytte de lave renter ved at binde renten på et flekslån med længere binding. Homes beslutning om at fjerne F1-lånet fra sine boligannoncer er et lille bidrag til den udvikling, siger Mads Ellegaard.

"Vi er en del af den finansielle sektor – og vi er dybt afhængige af, at landet har en stabil økonomi. Hvis den danske økonomi bliver negativt påvirket af rentestigninger, går det ud over boligmarkedet med det samme. Det her er en måde, hvor vi, mens renten er uhyre lav, kan inspirere folk til at tage lån med en længere binding."

Skrotter ikke afdragsfrie lån

F1-lånet forsvinder dog ikke fra alt salgsmateriale. Ydelserne på F1-lånet kan fortsat findes på boligernes salgsopstilling, der kan bestilles på nettet eller udleveres af ejendomsmægleren på fremvisningen.

Samtidig slår Mads Ellegaard fast, at kæden ikke har planer om også at fjerne de omdiskuterede afdragsfrie lån fra boligannoncerne.

"Det er meningen, at den alternative finansiering sammenholdt med standardfinansieringens fastforrentede lån med afdrag skal vise spændet i de ydelser på realkreditlån, som boligkøberne har mulighed for at opnå.

For nogle købere kan der være god fornuft i at vælge et afdragsfrit realkreditlån i en periode og i stedet afdrage på et dyrere boliglån i banken eller forbrugslån," siger Mads Ellegaard.

BRANCHENYT
Læs også