Goldman: Optimistisk udsigt for USA, men op ad bakke i Europa

Den mangeårige Goldman Sachs-chef Lloyd C. Blankfein ser med ganske optimistiske briller på udsigterne for den amerikanske økonomi, mens udsigterne for Europa er langt mørkere.

Foto: Richard Drew/AP

Lloyd C. Blankfein er af den opfattelse, at USA’s virksomheder kun bør frygte sig selv, eller retter sagt, frygte deres manglende vilje til at investere og tro på det økonomiske opsving og altså derved levere en selvopfyldende profeti. Det var hovedbudskabet fra chefen for en af verdens mest respekterede investeringsbanker, da han torsdag gæstede Investment Company Institute's General Membership Meeting.

- Gæld er billig, men der er ingen, som låner for at investere i deres egne virksomheder. Vi vil se mere vækst, hvis virksomhederne begyndte at tage blot en moderat risiko, lød det fra Lloyd C. Blankfein ifølge CNBC.

Jobmarkedet har det bedre

Til trods for at det amerikanske arbejdsmarked har vist tegn på svaghed i de seneste måneder, så viste nye tal torsdag, at antallet af nye ugentlige ansøgere af arbejdsløshedsunderstøttelse i slutningen april faldt til 324.000 personer, og dermed er der også klare tegn på, at arbejdsmarkedet faktisk har det bedre end for blot et år siden.

Federal Reserve fastholdt onsdag aften sit syn på den amerikanske økonomi og kaldte væksten for moderat, men sagde dog, at inflationen fortsat befinder sig under centralbankens mål i øjeblikket.

- USA er i inde i noget der ligner en deflationær periode nu her, fordi mange mennesker fortsat er af den opfattelse at den næste dag vil være bedre eller billigere. Med tegn på genrejsning i mange dele af økonomien, eksempelvis på boligmarkedet, er det nuværende vækstmiljø faktisk fantastisk, sagde Lloyd Blankfein ifølge CNBC.

Dystre udsigter for Europa

Goldman-topchefen afsluttede sin optræden hos ICI med at konkludere, at udsigterne for Europa ser meget mere dystre ud, og såfremt de høje arbejdsløshedsprocenter fortsætter i lande som Grækenland og Spanien, så kan det meget vel føre til social urolighed. Han kan dog ikke rigtig se, hvordan USA kan hjælpe til med at hive Europa ud af sin krise.

- USA kan kun i beskeden grad hjælpe Europa ud af sin nuværende krise. Vi ønsker for dem, at de for succes, men vi har forskellige opfattelser af, hvor meget magt der skal gives til centralregeringen og de regulerende myndigheder, afsluttende Lloyd Blankfein.

BRANCHENYT
Læs også