VW-kunder klager over gearkasse

FDM er i gang med at undersøge, hvor stort problemet er i Danmark.

En talsmand for Volkswagen har lovet, at de tyske bilister vil få løst problemerne per kulance. Foto: Simon Fals /Polfoto

Det begyndte med en tilbagekaldelse af omkring 380.000 biler i Kina på grund af problemer med den ellers så roste dobbeltkoblingsgearkasse.

Men nu melder også tyske bilister om problemer med DSG-gearkassen i deres Volkswagen. Det gælder især udgaven med syv geartrin. Gearkasserne benyttes af VW, Audi, Skoda og Seat.

Derfor har en talsmand for Volkswagen over for bl.a. Spiegel Online været ude at love, at de tyske bilisters problemer så vidt muligt vil blive løst per kulance - dog under forudsætning af, at bilen har fulgt de foreskrevne serviceintervaller på et autoriseret værksted. Kulancen er dog også afhængig af, hvor mange kilometer bilen har kørt.

Et kinesisk problem

Problemerne med de kinesiskproducerede biler er af VW blevet forklaret med en elektrisk fejl eller manglende olietryk, mens VW-talsmanden Peter Thul over for Spiegel Online giver udtryk for, at der ikke er sammenhæng mellem problemerne i bilerne på det kinesiske marked og bilerne på det tyske hjemmemarked.

Han giver tre forklaringer på problemerne på det kinesiske marked  - dels klimatiske forhold, dels meget tæt trafik i de store byer og dels brug af "markedsspecifik" software.

Skuffelse hos tyske bilister

Det har dog ikke holdt tyske bilister fra at kritisere Volkswagen-gruppen.

"Det er ikke det, man forventer, når man betaler mere for en VW," lyder en typisk kommentar.

VW-talsmanden har dog også givet udtryk for, at VW tager kritikken "meget alvorligt." VW vurderer, at det kan dreje sig om nogle hundrede biler i Tyskland.

FDM: Det ligner en tendens

Herhjemme kan bilistforeningen FDM også genkende nogle af problemerne.

"Vi begynder at se en tendens til, at bilister melder om problemer med gearkasserne. Så kan man selvfølgelig diskutere, hvornår noget er en tendens. Men vi kan genkende det. Derfor er vi faktisk ved at afdække, hvor stort problemet er," fortæller Jørgen Jørgensen, der er afdelingsleder i FDMs tekniske afdeling.

"Som jeg har forstået det, handler det om, at gearskiftene ikke sker så glidende, som det burde ske. DSG-gearet er ellers rigtig behageligt at køre med, når det fungerer, som det skal. Men nu vil vi tage kontakt til importørerne for at høre, om der er generelle problemer," tilføjer Jørgen Jørgensen.

Det unikke er væk

Det er hans indtryk, at eventuelle problemer hidtil er blevet løst per kulance. Men samtidig mener han også, at der måske er behov for, at VW strammer op. I fjor var der således bilister, der oplevede problemer med knastakselkæderne på nogle af benzinmotorerne.

"En bilproducent er ikke stærkere end den svageste underleverandør, og derfor bør VW stramme sig an. Mærket er ikke længere unikt i forhold til konkurrenterne," mener Jørgen Jørgensen.

Færre DSG-gear i Danmark

Hos Volkswagen i Danmark forklarer pressechef Søs Righolt Ilum, at det ikke er opfattelsen, at der skulle være specielle problemer med DSG-gearkasserne.

"På grund af afgifterne sælger vi dog ikke så mange biler med DSG-gear, som det er tilfældet i Tyskland. Men vi følger fuldstændig de samme regler om kulance," siger Søs Righolt Ilum.

Hun tilføjer, at problemet kan være mere udbredt i Tyskland på grund af geografien. Herhjemme er der ingen bjerge, ikke så lange strækninger og der bliver ikke kørt så stærkt som i Tyskland.

"Der er to års garanti på DSG-gearet, og herefter gives der kulance alt efter bilens alder og kilometertal," siger Søs Righolt Ilum.

BRANCHENYT
Læs også