British Airways blander sig i lufthavnsstrid

Planer om ny lufthavn ved London kan koste den gamle lufthavn Heathrow livet.

Kirsty Wigglesworth

Den store lufthavn Heathrow ved London er i dag så spækket med afgange og ankomster, at der næsten ikke kan presses flere fly ind. Så meget er eksperter, politikere og flyselskaber enige om.

Men her stopper enigheden. For der er stor uenighed om, hvordan problemet skal løses. Londons borgmester Boris Johnson går ind for at bygge en helt ny lufthavn ved Thames Estuary - flodmundingen, hvor Themsens vand møder Nordsøen - omtalt som Thames Estuary Airport - og samtidig helt eller delvist lukke Heatrow.

Hvis projektet med en ny lufthavn skal være økonomisk levedygtigt, kræver det nemlig at der sker ændringer af Heatrow.

Men borgmesteren har mødt indædt modstand - flere parter er nemlig fortalere for at udvide Heathrow med en tredje eller endda en fjerde landingsbane.

Vil overveje mulighederne

Nu har det store britiske luftfartsselskab endnu engang blandet sig i striden om, hvordan problemet med manglende plads i luftrummet over London skal løses.

Willie Walsh, der står i spidsen for ejeren af British Airways, International Airlines Group, har nu advaret om, at flyselskabet ikke automatisk vil flytte ind i en ny lufthavn.

"Man antager, at vi vil flytte alle vores aktiviteter, hvis regeringen bygger en ny lufthavn og lukker Heatrow. Men det er en stor fejltagelse, for vi vil bruge en ny lufthavn til at overveje vores forretningsplaner," siger han ifølge den britiske avis The Independent.

BRANCHENYT
Læs også