Revisor: Mange selvstændige overser fradrag

Selvstændige kan stadig nå at øge deres fradrag for 2012.

Fristen for at indskyde penge på en etablerings- eller iværksætterkonto og samtidig få fradrag for skatteåret 2012 er onsdag i denne uge.

Ordningen er i sin tid lavet for at fremme lysten til at starte egen virksomhed, men mange overser, at man også har mulighed for at få fradrag, efter man er sprunget ud som selvstændig.

Det vurderer Henning Boye Hansen, seniorskatterådgiver ved revisionsselskabet BDO.

”Der er mange, som ikke er opmærksomme på, at man også kan bruge reglerne, efter man har etableret sig, og det kan være en stor hjælp i starten, at man kan skyde penge ind og få fradrag med det samme,” siger Henning Boye Hansen.

Kun for ægte entreprenører

For at gøre brug af ordningen skal man indsætte mindst 5.000 kr., og der kan højst indsættes et beløb svarende til 60 pct. af ens samlede indkomst, dog altid op til 250.000 kr. om året.

Forskellen på en etableringskonto og en iværksætterkonto er primært, at en etableringskonto er mest interessant for lønmodtagere, der ikke betaler topskat, mens en iværksætterkonto er mest interessant for lønmodtagere, der betaler topskat.

”Reglerne kan ikke anvendes til skattetænkning. Det kan ikke betale sig at indskyde penge på sådanne konti, hvis man ikke har et reelt ønske om at starte egen virksomhed. Det betyder ikke, at man er tvunget til at etablere sig, hvis man først har sparet op, men man opnår ikke nogen skattebesparelse på den måde,” siger Henning Boye Hansen.

Læs også