0

Sporvogne fra skandaleproducent skrottes

Ansaldobreda, der har leveret IC4-tog til DSB, er igen i søgelyset.

Ingeniører anbefaler, at Oslo skrotter alle 32 sporvogne fra Ansaldobreda. Foto: Jens Dresling.

I Danmark har vi IC4-skandalen. I Norge har de sporvogns-skandalen.

Oslos 32 letbanevogne fra den italienske producent Ansaldobreda er kun 9-12 år gamle, og vognene har officielt mere end 20 års restlevetid.

Alligevel anbefaler ingeniører i en teknisk rapport, at alle vognene skrottes med det samme.

Ruster og revner

"Hver eneste kørte vognkilometer koster Oslo 47 kr. i vedligeholdelsesomkostninger. Det er fire gange højere end gennemsnittet i Europa og vil fortsætte med at øges, hvis man vælger at holde fast i SL95-materiellet," hedder det i rapporten ifølge Ingeniøren.

I april og maj har 30 ud af de 32 Ansaldobreda-sporvogne stået stille som følge af rustskader i karosseriet og fugtskader i elektronikken. Busser har været indsat som erstatning.

Siden sporvognene blev leveret i 2000, har de været ramt af talrige problemer. De kan ikke bruges, når temperaturen falder til under 10 minusgrader, de larmer voldsomt, ruster og revner, og nogle af dem er bygget så brede, at to sporvogne ikke kan passere hinanden flere steder på Oslos sporvognsnet.

Pris: 2,3 mia. kr.

Den tekniske rapport, som foreslår at skrotte de 32 sporvogne, er udarbejdet af Ruter, der er Oslos kollektive trafikselskab.

Alle norske partier i Stortinget - bortset fra Fremskridtspartiet - er enige i rapportens konklusion, og til efteråret begynder man at planlægge, hvordan sporvognene skal udskiftes.

Det anslås, at udskiftningen kommer til at koste 2,3 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også