0

Flere skrotter de sikreste pensioner

Danskerne er ikke længere bange for at løbe en risiko med deres pension.

Snup gevinsten, mens den er der.

Det har mange tusinde pensionskunder gjort. Mod at få et engangsbeløb på op til 35 pct. af den samlede opsparing har de vinket farvel til deres ydelsesgaranti på pensionen.

Og flere er på vej. Således gør AP Pension nu klar til at give samtlige 118.000 kunder tilbuddet. Også PFA og Danica er godt i gang, og pensionsselskaberne sammenligner den nuværende situation med en konverteringsbølge på boligmarkedet.

»Der kan være mere at tjene ved at omlægge pension end boliglån. Vi forventer en stor konverteringsbølge de kommende år,« fastslår forbrugerøkonom i PFA Carsten Holdum.

I PFA blev der i 1. kvartal skrottet pensioner med ydelsesgaranti for over 2 mia. kr. Ca. 1.500 kunder lægger i øjeblikket om hver måned. I Danica har 7.000 kunder sagt ja, svarende til en pensionsformue på 2,8 mia. kr.

26.000 kunder har et tilbud liggende, og yderligere 20.000 kunder har netop modtaget et tilbud.

»Det er begyndelsen på et paradigmeskift. Tidligere hang pension uløseligt sammen med garanterede udbetalinger i folks bevidsthed, men det gør det ikke længere,« siger økonom i Danica Lars Kjeldgaard.

De ældste pensioner er omfattet af en ydelsesgaranti, der i visse tilfælde er på 4,5 pct. Men så længe renten er så lav, er det en dårlig forretning for pensionsselskaberne.

For at sikre ydelsesgarantien skal selskaberne købe lavt forrentede obligationer, som de skal lade ligge i måske 20-30 år.

Samtidig binder de en uforholdsmæssig stor del af reserverne i obligationer. Det er heller ikke godt for kunderne, mener adm. direktør i AP Pension Søren Dal Thomsen.

»Når ca. 90 pct. af opsparingen er bundet i lange obligationer, løber man en lige så stor risiko som med aktier. Kan vi komme ud af de forpligtelser ved at opgive garantierne, kan vi tilbyde kunderne bedre investeringsmuligheder,« siger han.

Høje obligationskurser

At renten er lav, skyldes, at obligationskurserne er steget kraftigt. Og de værdifulde obligationer ligger passivt hen som reserve. Og det er de reserver, som pensionskunderne nu kan få. Tilbuddet er kun attraktivt, så længe obligationskurserne er høje.

Jo højere ydelsesgaranti man har, desto større reserver har man ret til. I PFA, Danica og AP Pension understreger man, at kunderne ikke presses til at opgive ydelsesgarantien.

»Kunderne skal selv træffe et valg, der passer bedst til forventning, risiko og mavefornemmelse,« siger Carsten Holdum.

Forbrugerrådets direktør, Vagn Jelsøe, opfordrer pensionskunder til at få uvildig rådgivning, hvis de kommer i tvivl.

BRANCHENYT
Læs også