Better Place: Skuffende opbakning fra bilister

Better Place har kun 500 kunder. De næste dage vil de fortsat kunne lade.

Den svigtende tilslutning til elbiler og Better Place skal, ifølge direktør Johnny Hansen, blandt andet findes i, at der har været for smalt et udvalg af elbiler.  Foto: Peter Mydske

Better Place Danmark, som tilbyder batteriskiftestationer og ladestandere til elbilejere, indgiver konkursbegæring i morgen, når skifteretten åbner.

Det har ærlig talt været skuffende med kun 500 kunder det første trekvart år, og det er også en af årsagerne til, at investorerne trækker sig.

Johnny Hansen, administrerende direktør for Better Place Dammark

Strømmen er gået af selskabet,  og ledelsen og bestyrelsen i elbiloperatørselskabet har konkluderet, at det ikke er muligt at fortsætte selskabets aktiviteter.

Bestyrelsen i Better Places globale selskab, Better Place Inc, har nemlig i dag meddelt, at selskabet standser sine aktiviteter og indleder en insolvensbehandling.

Målet var 10.000 kunder

Better Place
  • Better Place Global blev stiftet af Shai Agassi i 2007.
  • I Danmark etablerede Better Place sig 1. februar 2009 og har beskæftiget cirka 100 medarbejdere. Better Place ejes af Better Place Global og Dong Energy, som er mindretalsaktionær.
  • Better Place har fuldt udviklede netværk i Danmark og Israel. Desuden har selskabet aktiviteter i Kina og USA.

Forklaringen bag konkursbegæringen er blandt andet, at selskabet har fået langt færre kunder end forventet.  Målet var, at Better Place Danmark skulle have 10.000 kunderne, og det tror Johnny Hansen, administrerende direktør for Better Place Dammark, at selskabet ville have fået de kommende to-tre år.

"Men det har ærlig talt været skuffende med kun 500 kunder det første trekvart år, og det er også en af årsagerne til, at investorerne trækker sig," siger han til epn.dk.

Johnny Hansen tror, at en kurator vil være udpeget inden slutningen af næste uge. Og indtil kuratoren er udpeget, vil Better Place fortsat drive netværket af ladestandere og batteriskiftestationer.

Kan ikke garantere kunderne noget

Vi vil forsøge at overbevise kurator om fortsat at holde netværket åbent for kunderne, men vi kan jo ikke garantere noget

Johnny Hansen, administrerende direktør for Better Place Dammark

De knap 100 medarbejdere skal derfor stadig møde på arbejde i morgen, forklarer Johnny Hansen.

"Vi vil forsøge at overbevise kurator om fortsat at holde netværket åbent for kunderne, men vi kan jo ikke garantere noget," siger Johnny Hansen, der har stået i spidsten for det eneste reelle ladenetværk for elbiler i Danmark, til epn.dk.

Cirka halvdelen af kunderne ejer en Renault Fluence, som kun kan betjenes af Better Place. Batterierne ejes af Better Place.

Better Place Danmark har fra udgangen af 2012 haft mere end 1000 ladestandere spredt over hele landet.

Andre kan overtage

Elbilejerne har også ladestanderne i deres egne garager, så derfor går strømmen ikke helt af elbilerne, selv hvis Better Place ikke drives videre.

"Jeg håber ikke, at dette bliver et tilbageslag for udbredelsen af elbiler i Danmark," siger Johnny Hansen og fortsætter:

"Jeg håber, at andre vil overtage driften. Der er også andre i markedet, som kan drive netværket."

For få biler

Ifølge Johnny Hansen har det primære problem for selskabet været, at udvalget af elbiler har været for smalt.

"Ladenetværket er fuldt udbygget, men bilbranchen har endnu ikke leveret specielt mange slags biler.  Men nu er de større bilmærker på vej med elbiler, og de næste år vil mange flere formentlig købe elbiler," siger Johnny Hansen.

"Men investorerne har ikke haft tålmodigheden til at vente på, at folk køber elbiler."

Dong, som ejer 17 pct. af Better Place Danmark, meddelte i januar, at selskabet ikke vil investere mere end de 200 mio.  kr., selskabet allerede har investeret i Better Place.

BRANCHENYT
Læs også