0

Du får 70 pct. tilbage fra forsikringen

Det var en særdeles lukrativ forretning at sælge forsikringer til danskerne i 2012.

Hver gang landets forsikringskunder afleverede 100 kr. i 2012, fik de knap 70 kr. tilbage i form af erstatning. I 2010 var det tilsvarende tal knap 80 kr. Foto: Colourbox

Det var en guldrandet forretning at være leverandør af forsikringer til den danske befolkning i 2012.

Landets skadesforsikringsselskaber tjente således 10,2 mia. kr. før skat, hvilket svarer til en stigning på 122 pct. i forhold til 2011. Det viser en opgørelse fra kontrolorganet Finanstilsynet.

En klar forbedring

Den markante fremgang er et resultat af en klar forbedring af de rent forsikringsmæssige forretninger fra 3,2 mia. kr. til 6 mia. kr. og en tredobling af afkastet på selskabernes investeringer i værdipapirer, der kastede 4,1 mia. kr. af sig.

Det er hverken forbudt eller forkert at tjene penge på forsikringsvirksomhed.

Kim Andersen, erhvervsordfører, Venstre

Dermed høster forsikringsselskaberne for alvor gevinsten af stigningen i præmieindtægterne i de seneste år. Siden 2008 er bruttopræmierne steget med 5,4 mia. kr., mens udgifterne til erstatninger stort set ikke har rokket sig ud af stedet.

70 kr. i erstatning

Det kan ikke mindst ses af erstatningsprocenten, der er faldet til 69,7 pct. i 2012 fra 75,3 pct. i 2011. Det betyder, at hver gang kunderne afleverede 100 kr., fik de knap 70 kr. tilbage i form af erstatning.  I 2010 var det tilsvarende tal knap 80 kr.

En af årsagerne til faldet i erstatningsprocenten i 2012 er blandt andet, at der var færre storskader i det forgangne år, mens man i 2011 måtte udbetale store summer i forbindelse med skybruddet i København i juli.

Resultaterne af anstrengelser i første kvartal 2013 viser, at forsikringsselskaberne fortsat har turboen slået til på indtjeningsvognen.

Konkurrencen til debat

Derfor er det på tide at se på, om konkurrencen er tilstrækkelig i forsikringsbranchen, mener Socialdemokraterne.

"Jeg mener, at Finanstilsynets rapport ved første gennemlæsning synes at være et godt udgangspunkt for de drøftelser, vi skal have i regeringen om, hvordan vi styrker konkurrencen på forsikringsområdet.

Jeg regner med, at vi skal se nærmere på det her inden sommer, for hvis vi skal have lovinitiativer klar til næste samling, så er det ved at være oppe over," siger erhvervsordfører Benny Engelbrecht til Berlingske. 

Ikke forbudt at tjene penge

Han skal dog ikke regne med opbakning fra det største oppositionsparti, Venstre. Her afviser erhvervsordfører Kim Andersen, at der er behov for at kigge nærmere på branchen.

"Det er hverken forbudt eller forkert at tjene penge på forsikringsvirksomhed, og der er masser af konkurrence og frit forbrugsvalg. Jeg synes, at det er højest ejendommeligt, hvad Socialdemokraterne her er ude i," siger Kim Andersen.

BRANCHENYT
Læs også