Forsikringen spinder guld på din bil

Hver gang danskerne puttede 100 kr. i en bilforsikring i 2012, fik de 65 kr. tilbage.

Forsikringsselskaber tjener gode penge på bilforsikringer.  Foto: Lars Krabbe

For de enkelte husholdninger er det en bekostelig affære at investere i en bil.

Helt anderledes ser det ud for forsikringsbranchen, der nyder godt af danskernes behov for de firehjulede transportmidler.

I 2012 rundede præmieindtægterne i forbindelse med bilforsikringer sammenlagt 15,3 mia. kr., men kun 10 mia. kr. blev udbetalt igen som erstatning.

Dermed beholdt forsikringsselskaberne knap 35 kr. hver gang, kunderne afleverede 100 kr. Det er en stigning på 5 kr. i forhold til 2011. Det viser en ny opgørelse fra finansbranchens tilsynsmyndighed Finanstilsynet.

Priserne skal ned

Hos FDM, der repræsenterer 239.000 bilister og selv udbyder bilforsikringer gennem LB Forsikring, mener man, at der er for stor afstand mellem præmieindtægterne og udgifterne til erstatning.

Vidste du...
  • at man kan undersøge og sammenligne forsikringspriser på forsikringsguiden.dk
  • Forsikringsguiden er udviklet af brancheforeningen Forsikring & Pension i samarbejde med Forbrugerrådet.

"Jeg synes, at priserne skal ned, når man tjener så mange penge. Det er i hvert fald uforståeligt for mig, at man har øget priserne gennem årene," siger forbrugerøkonom i FDM Allan Skytte Christensen til epn.dk.

Allerede i 2005 skrev Jyllands-Posten om bilforsikringerne, der blev betegnet som en "guldgrube".

Kasko er et guldæg

Tallene viste dengang, at forsikringsselskaberne kunne stikke 31 kr. i lommen for hver hundredkroneseddel, der kom i kassen. Det var dengang en markant stigning siden 1999, da det tilsvarende tal var 12 kr.

Det fik daværende og nuværende FDM-direktør, Thomas Møller Thomsen, på banen med et krav om nedsættelse af præmierne. Men lige lidt hjalp det. Ifølge FDM er forsikringspriserne steget 42 pct. siden 2002, mens erstatningsprocenten er faldet med 8 pct.

Mens den lovpligtige ansvarsforsikring i det senest forgangne år har givet en erstatningsprocent på 73 pct, så er kaskoforsikringen anderledes lukrativ. Her er det blot 61 pct. af præmieindtægterne, der senere bliver udbetalt i form af erstatning. Kaskoforsikringen har da også i mange år været betragtet som forsikringsbranchens "guldæg."

Et paradoks

Fra politisk hold har man givet udtryk for, at der mangler konkurrence på området. Det er blandt andet noget, som regeringspartiet Socialdemokraterne ønsker at kigge nærmere på.

Hos FDM mener man dog, at konkurrencen er der. Problemet ligger i højere hos forbrugerne, der ikke er mobile i tilstrækkelig grad.

"Der er faktisk stor prisforskel mellem selskaberne. Men det handler om, at vi skal bevæge os hen, hvor det er billigt. Der er for lidt mobilitet, og det er et paradoks, for der er stort set ikke forskel på policerne," siger Allan Skytte Christensen.

FDM gennemførte tidligere i år en undersøgelse, der viste, at der kan være op til 50 pct. forskel i forsikringspriserne hos de enkelte selskaber for en gennemsnitlig bilist.

Læs også