0

Spar op til pension og bliv flået i skat

Sparer man meget op til sin pension, bliver man flået i skat. Se hvor meget.

Foto: Niels Hougaard

Hvordan får man danskerne til at spare op til alderdommen, når de risikerer at betale mere i skat end almindelige lønmodtagere? Det er et spørgsmål, som både pensionsbranchen og vismændene leder efter svar på.

For medtager man modregningen af offentlige ydelser som ældrecheck, boligydelse og pensionstillægget, ser skatteregningen anderledes ud. Hvis man har sparet 2 mio. kr. op i pension, får man reelt kun 661.000 kr. ud af det. Det svarer til en skatteprocent på 67 pct.

"Al den modregning betyder, at der er mange danskere, for hvem det knapt kan betale sig at spare op på en almindelig ratepension eller livrente," siger økonom i Danica, Lars Kjeldgaard, til epn.dk.

Op til 67 pct.

Danica har regnet på tallene, og de viser, at jo større pension, man selv har, desto mere kommer man til at betale i skat. Forudsætningen er, at man omregner den mistede ydelse til en skat. Det kalder man "deltagelsesskat", og den model bruges også af Finansministeriet og vismændene.

En pensionist med en opsparing på 1 mio. kr. kommer til at betale 60 pct. i skat. For en pensionist med en formue på 2 mio. kr. bliver skatteprocenten 67. Han bliver nemlig udsat for modregning i folkepensionens tillægsbeløb.

Mister lysten

I pensionsbranchen frygter man, at danskerne mister lysten til selv at spare op på grund af skattereglerne. Samme bekymring har vismændene netop givet udtryk for. Vismændene foreslår oven i købet, at der ikke må modregnes i hverken ældrecheck eller folkepension i de indbetalinger, man foretager de sidste fem år før pensionsalderen.

Modregning

Folkepensionens grundbeløb på 69.648 kr. er uafhængig af ens egen pensionsopsparing.

Folkepensionens tillægsbeløb på 34.968 kr. kan modregnes helt eller delvist.

Ældrechecken på 15.900 kr. modregnes gradvist. Ved en pensionsindtægt over 65.300 kr. forsvinder checken helt.

Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Danica.

"Det batter ikke i forhold til at løse de massive problemer, der er med incitamentstrukturen i forhold til pensionsopsparing. Men det er heller ikke nogen nem opgave, for det er i høj grad et spørgsmål om fordelingspolitik," siger Lars Kjeldgaard.

Indviklede regler

De indviklede modregningsregler betyder, at den nye aldersopsparing bliver endnu mere attraktiv. Opsparingen erstatter kapitalpensionen. Man kan kun indbetale 27.600 kr. om året på den uden fradrag. Til gengæld er udbetalingerne skattefri, og man undgår modregning.

"Aldersopsparingen er den eneste, der ikke er sovset ind i hele modregningsproblematikken. Det betyder, at hundredtusindvis af danskere kan score betydelige økonomiske gevinster ved at spare op på en aldersopsparing frem for en almindelig ratepension," siger Lars Kjeldgaard.

Læs her, hvad vismændene mener

BRANCHENYT
Læs også