Nu går det lidt for godt på boligmarkedet

Prisen på lejligheder er steget kraftigt. Det kan blive farligt, advarer cheføkonom.

Boligkøbere bliver draget mod de store byer - især København. Ejerlejligheder er i høj kurs. Foto: Thomas Borberg.

Markedet for ejerlejligheder strutter af selvtillid.

I marts steg prisen på en lejlighed med 1,7 pct., viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er femte måned i træk, at prispilen for lejligheder peger opad, og set over det seneste år er priserne på lejlighedsmarkedet steget med næsten 8 pct.

I samme periode er huspriserne kun steget 1,9 pct.

Lejlighedsmarkedet giver husmarkedet baghjul, men det kan blive farligt, hvis prisstigningerne på lejligheder fortsætter i samme tempo. Det mener Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank.

"Når priserne stiger så meget mere, end økonomiens vækst kan berettige, er der en risiko for, at markedet kommer ud af balance."

Steen Bocian, cheføkonom.

Kunstigt lave renter

"Når priserne stiger så meget mere, end økonomiens vækst kan berettige, er der en risiko for, at markedet kommer ud af balance. Især når renten er så ekstremt lav. Folk køber noget, de har råd til nu, men købet er bygget op omkring nogle renteniveauer, som er kunstigt lave," siger Steen Bocian til epn.dk.

Boligkøbere er blevet tudet ørerne fulde af, at den lave rente gør boligkøb oplagt og yderst attraktivt. Men det nuværende renteniveau holder ikke ved, mener Steen Bocian.

"Derfor skal man være på vagt, når priserne stiger med det tempo, vi ser i øjeblikket," siger han.

Risiko for ny boble

De hastigt stigende priser på lejligheder skal ses i lyset af, at markedet blev ramt af store prisfald i årene 2007-2009. Priserne på ejerlejligheder er fortsat 19 pct. under niveauet i 2006, og derfor blinker advarselslamperne heller ikke kraftigt endnu, ifølge Steen Bocian.

Hvis prisfesten fortsætter, trækker det imidlertid op til problemer. For selvom markedet for lejligheder ikke er skrøbeligt, går det "lige lovligt stærkt," lyder bekymringen.

Steen Bocian håber ikke, at de kommende år byder på prisstigninger på op mod 8 pct.

"Psykologien bliver hurtigt, at stiger priserne, vil man med på vognen. Så er man måske mere villig til at gå på kompromis med prisen, hvis man fornemmer, at det bliver dyrere i morgen, hvis man ikke slår til nu. Her skal man være forsigtig som køber og bevare sin sunde fornuft," siger han.

BRANCHENYT
Læs også