Vestas i kamp mod møllemodvind

Giver vindmøller børn indlæringsvanskeligheder? Nej, mener Vestas, der er klar med oplysningskampagne.

Vestas har leveret møller til den enorme Macarthur-møllepark i Australien, hvor stærke kræfter forsøger at gøre livet svært for vindmølleselskaberne. Foto: Vestas

Der blive spredt for mange usandheder og myter om vindmøller og vindenergi.

Det mener det danske vindmølleselskab Vestas, der tirsdag lancerer en større kampagne mod det, som selskabet kalder antivindbevægelsen.

Problemet er ifølge Vestas, at bevægelsen har succes med at udbrede skadelige og udokumenterede budskaber, der forsinker processen med opførelsen af møller.

Man mener således, at møller for samlet 1,7 GW blev forsinket af den grund i Australien i 2012.

Et faktuelt modspil

Derfor har man nu besluttet at tage kampen op, og våbnet er en såkaldt Act on Facts-kampagne, hvor formålet er at give vindmodstanderne et faktuelt modspil baseret på videnskabeligt funderede informationer.

”Målet med kampagnen er at give et mere offensivt modsvar til den antivindbevægelse, der har fået mere vind i sejlene flere steder i verden de senere år, selvom den kun repræsenterer fåtallets holdning til vindenergi,” siger kommunikationsdirektør i Vestas Morten Albæk.

Kampagnen tager afsæt i Australien, der er et af verdens mest egnede nationer til vindenergi, men samtidig også et arnested for antivindbevægelsen.

Foruden vindmøllekunderne og Vestas lider også miljøet og omstillingen til grøn energi under presset fra møllemodstanderne. Det mener kampagneskaberne, der peger på, at vindenergiprojekter, der kunne spare miljøet for 5 mio. tons CO2 om året, bliver bremset.

Profesionelle aktører

Problemet er, at det er svært at gennemskue, hvem der står bag antivindbevægelsen. Ifølge Vestas er der tale om professionelle aktører med stærke ressourcer, der formår at påvirke borgere og politikere.

”Det er svært for os at gennemskue, hvad det er for en finansiering, der står bag, og hvad det er for interesser, som antivindbevægelsen repræsenterer. Men de er meget professionelle og står bag voldsomme angreb på vores kunder,” siger Morten Albæk.

Han peger på, at branchen alt for længe har sovet i timen og dermed har overladt scenen til modstandere, der eksempelvis står bag forlydender om, at biler begynder at ryste, når de kommer inden for en afstand af 10 km fra en vindmølle.

Fra græsrødder til aktører

Men det er den slags fejlinformation, som Vestas vil til livs. Derfor vil man sammen med eksperter inden for vindkraft, klima, sundhed og regional udvikling og gennem brug af digitale medier forsøge at vinde kampen om dagsordenen, når det kommer til vindenergi.

Det hele begynder i dag med en paneldiskussion i Australien med deltagelse af eksperter og aktører inden for vindenergi og føres videre med en webportal, hvor man kan finde "veldokumenterede modsvar på myter, rygter og halve sandheder om vindmøller".

”Det er efter vores bedste overbevisning  første gang, at en privat virksomhed sætter sig i spidsen for en bevægelse, som strækker sig hele vejen fra de yderste græsrødder til de kommercielle aktører med henblik på at få den store majoritet af befolkningen til at sætte handling bag deres tavse opbakning,” siger Morten Albælk med henvisning til, at omtrent tre-fjerdedele af befolkningen globalt set er positivt indstillet over for at have vindmøller inden for synlig afstand.

Kampagnen, der får hjemme på adressen actonfacts.org, er designet så den med få justeringer kan lanceres på andre markeder.

BRANCHENYT
Læs også