110 mio. til verdens bedst betalte bankdirektør

Lønnen faldt i gennemsnit med 10 pct. hos verdens bedst lønnede bankdirektører.

Foto: Mark Lennihan

JP Morgan er stadig USA's største bank, men deres karismatiske topchef Jamie Dimon er ikke længere den bedst lønnede topchef i bankverdenen, skriver Financial Times.

Wells Fargo-direktør John Stumpf steg 7,8 pct. i løn og er nu den højest betalte bankchef med 19,3 mio. dollar i årsløn for 2012. Det er 109,8 mio. kr.

Nummer to på listen er sidste års vinder Jamie Dimon med 18,7 mio. dollar. Han er faldet 19 pct. i løn. Der er også lønnedgang til listens nummer tre, Lloyd Blankfein fra Goldman Sachs, der kunne hjemtage 13,3 mio. dollar for sit besvær i 2012. Det er 17,7 pct. mindre end året før.

De to topchefer er en del af en større trend, skriver Financial Times. Kigger man bredt på topcheferne i de største internationale banker, så er lønnen faldet med 10 pct. sidste år. Det sker efter protester fra en række aktionærer, som sidste år modsatte sig store lønpakker til cheferne.

Løntilbagegangen sker samtidig med, at bankernes aktier havde et godt år i 2012. Kun to storbanker - Credit Suisse og BBVA - kunne ifølge Financial Times ikke outperforme indekset FTSE World Index.

Nummer fire, fem og seks på lønningslisten er henholdvis Stuart Gulliver fra HSBC, Mike Corbat fra Citigroup og António Horta-Osório fra Lloyds.

Store lønhop i små banker

Kolding nummer tre på lønliste 

Liste: Bankdirektørens lønfest på standby 

BRANCHENYT
Læs også