DSB's automat-løsning gør borgere rasende

Borgere og politikere kritiserer det seneste tiltag fra DSB.

Pr-foto: René Strandbygaard/DSB

Fra den 31. august i år kan de 36.000 borgere i Brønderslev Kommune ikke længere købe en togbillet i stationskiosken, men må bestille billetten på nettet eller i en automat eller bruge rejsekortet, skriver Kristeligt Dagblad.

Det sker som led i en større rationalisering, som begyndte, da DSB i foråret tog fat på lukningen af de i alt 14 såkaldte Kort & Godt-butikker i blandt andet Vojens, Haslev, Hobro og Korsør. Beslutningen skyldes, at butikkerne giver underskud.

Det betyder, at der fra efteråret kun vil være 12 egentlige DSB-billetsalg tilbage i Danmark, mens den internationale butikskæde 7-Eleven har overtaget kiosker og billetsalg på 80 danske stationer.

Afviklingen af de lokale billetsalg har flere steder affødt protester. I Korsør har førtidspensionist Ronny Jørgensen samlet 4.100 underskrifter ind som protest mod, hvad han betegner som endnu et symbol på, at virksomheder rykker ud af Korsør.

Savner uniformer

I Brønderslev har den socialdemokratiske borgmester Lene Hansen skrevet til DSB og sendt læserbreve, fordi borgere uden adgang til internettet fremover må rejse de 34 kilometer til Aalborg for at købe rejsekort:

"Samtidig forsvinder den tryghedsfaktor, det giver at have kendt betjening på stationen. En statslig instans som DSB burde have en forpligtelse til at se på trygheden og ikke blot på, om den enkelte forretning giver penge," siger Lene Hansen, som mener, at de personaleløse stationer betyder, at samfundet kommer til at mangle nogle helt nødvendige hjælpende hænder.

"Det handler om, at vi som borgere har brug for, at der er personale i uniform til stede, som tegner firmaet DSB. Det er lidt ærgerligt, at DSB fuldstændig negligerer den sammenhæng. Det kunne være et fantastisk job for nogle seniorer at gå rundt og skabe tryghed på stationen," lyder det fra Lene Hansen, som finder det paradoksalt, at kommunerne er blevet pålagt at skaffe seniorjobs til ledige over 55 år, mens en statslig virksomhed som DSB er friholdt for den forpligtelse.

En del af pakken

Trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet mener, at borgmesteren i Brønderslev har en pointe: "DSB skal også køre togene med et rimeligt serviceniveau. Det er klart, at mulighederne for at få en billet er en del af dette serviceniveau. Men det er også klart, at tendensen går mod, at billetsalg nedlægges," siger Harry Lahrmann.

DSB: Kunderne blev væk

Underdirektør i DSB Kundecentre Anne-Lise Bach Sørensen forklarer, at afviklingen af de 14 kiosker hænger sammen med, at to ud af tre billetter i dag bliver solgt elektronisk.

"I en by som Brønderslev viste kunderne ikke tilstrækkelig interesse for vores butik. Samlet set gav vores Kort & Godt-butikker sidste år et underskud på syv millioner kroner. Kunderne skal naturligvis vænne sig til de nye forhold, og det vil vi hjælpe dem med," siger Anne-Lise Bach Sørensen.

Hun henviser til, at DSB i løbet af 2013 åbner fem servicecentre, hvor kunder får mulighed for at få hjælp til at bestille rejsekort. Desuden arrangerer DSB og Ældre Sagen fælles kurser i brugen af billetautomater.

Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, forstår godt den lokale frustration:

"Det er et tab, at vi mister service på stationerne. Omvendt er der en stærk forventning om, at DSB skal drive virksomheden som en forretning og rette op på et stort underskud. Jeg så gerne, at man tænkte nyt og skævt, så en kommune som Brønderslev gik i samarbejde med DSB om at skabe liv på stationen," siger han.

BRANCHENYT
Læs også