Analyse: Togpersonale ryger i stedet for at rejse

En uges besøg på Hovedbanegården har udløst kritik af DSB og Banedanmark.

Foto: Thomas Borberg

Togpersonalet ryger en cigaret i stedet for at få toget af sted til tiden. Der bliver ventet på forsinkede passagerer. I tidsplanen er der indlagt unødvendige pauser på stationerne. Og samarbejdet mellem de forskellige selskaber er slet ikke effektivt nok.

Det er blot nogle af kritikpunkterne i en analyse fra NetworkRail, den britiske pendant til Banedanmark, efter en uges besøg på Hovedbanegården i København i 2011, skriver metroxpress.

Ifølge Jesper Hansen, administrerende direktør i Banedanmark, rammer kritikken plet på en række punkter.

»Jeg vil ikke beskrive det med så negative ord, som de valgte. Men der kan være noget i det,« siger han og forklarer, at analysen blev brugt internt og derfor ikke lagt frem for offentligheden.

Luk døren og kom afsted

Banedanmark bestilte selv analysen, der blev lavet af to britiske eksperter. Siden har en række arbejdsgrupper fået de ansatte på Hovedbanegården til at arbejde bedre sammen, forklarer Jesper Hansen.

»Der er en skarphed i det, de siger, i forhold til at få togene af sted til tiden. Det handler om at få lukket dørene og komme af sted. Der havde de jo ret. Vi vil gerne af sted på sekundet,« siger han til metroxpress og peger på, at rapporten har været med til at hæve niveauet blandt alle medarbejdere.

Siden analysen blev lavet har BaneDanmark forøget antallet af tog, der kører til tiden, fra 88 procent i 2011 til 93,1 procent i år.

BRANCHENYT
Læs også