Rigmand skænker 15 mia. til velgørenhed

Milliardærens fond modtager hovedparten af finansgurus årlige velgørenhedsgave.

Bill Gates og Warren Buffett donerer hvert år anselige pengebeløb til velgørende formål. Foto: AP/Nati Harnik

Los Angeles

For fem år siden afviklede forretningsmanden Bill Gates sit daglige arbejde hos Microsoft for at hellige sig velgørenhedsarbejdet i fonden Bill and Melinda Gates Foundation Trust.

Halvdelen af formuen skulle doneres væk til velgørende formål efter en række forskrifter, som også storinvestor Warren Buffett og andre rigmænd er begyndt at efterleve.

Sidstnævnte er ifølge amerikanske medier god for godt 61 mia. dollars og er dermed verdens tredjerigeste mand.

Bekæmpelse af fattigdom

Dermed er der masser penge at dele ud til velgørenhed, og i år har Buffett derfor mandag doneret godt 2,6 mia. dollars (ca. 15,3 mia. kroner) til godgørende formål.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Warren Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, skriver erhvervshjemmesiden CNN Money.

Hovedparten af pengene tilfalder i år føromtalte ”Bill and Melinda Gates Foundation Trust,” som arbejder for at bekæmpe fattigdom i verden.

Donationer til børnene

Fonden har modtaget en donation på 17.458.431 b-aktier i Berkshire Hathaway. Med den aktuelle aktiekurs svarer det til godt 2 mia. dollars.

Warren Buffett har også doneret penge til andre nære bekendte, der beskæftiger sig med velgørenhedsarbejde.

Datteren Susan står i spidsen for Sherwood Foundation, som beskæftiger sig med uddannelse og sociale indsatser, der er målrettet børn fra fattige hjem.

Fonden har modtaget 140 mio. dollars, og lignende summer er udbetalt til Susans brødre, Howard og Peter Buffett.

Brødrene er blandt andet tilknyttet en række organisationer og virksomheder, der arbejder for at bekæmpe vold mod kvinder og børn.

Læs også