Dansker solgte god idé for milliarder

Guldrandet forretning opfyldte Benny Madsens drøm i Californien.

”Man har svært ved at forestille sig, hvad det kommer til at betyde.”

En underskrift blev i efteråret 2011 starten på et helt nyt liv for danskeren Benny Madsen, da han sammen med sine partnere takkede ja til at sælge deres virksomhed for ca. 700 mio. dollars – svarende til omkring fire mia. kr.

Jyllands-Posten mødte danskeren på hans vingård Byington ved Santa Cruz-bjergene syd for San Francisco, Californien. I tv-indslaget øverst kan du få danskerens succes-historie og få en rundvisning på vingården, der blev købt i januar 2013.

Friheden trak i dem

En investering, hvis grobund blev lagt tilbage i år 2000 – midt under den skelsættende it-boble. Da besluttede Benny Madsen sammen med landsmanden Christian Ølgaard og grækeren Spiros Bouas at starte virksomheden Litepoint i Silicon Valley uden egentlig at vide, hvad der skulle ske.

Litepoint
  • Blev stiftet i Silicon Valley i 2000
  • Stiftere: Benny Madsen, Christian Ølgaard og Spiros Bouas
  • Litepoint laver udstyr til at test af f.eks. mobilsignaler.
  • Har 450 medarbejdere
  • I 2011 blev Litepoint opkøbt af Teradyne
  • Prisen var 700 mio. dollars – ca. 4 mia. kr.
  • De tre stiftere havde den største aktiepost
  • Benny Madsen er i dag fortsat adm. direktør
  • Han er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet
  • I 1993 flyttede han til USA og har arbejdet hos flere chip-fabrikanter
  • Benny Madsens købte i januar 2013 vingården Byington
  • Vingården producerer 16 forskellige vine

”For os var det mere tanken om friheden ved ikke at være ansat i en stor virksomhed. Vores tanke i første omgang var bare at have fod under eget bord,” siger Benny Madsen.

”Og vi sagde altid til hinanden, at hvis det krævede, at vi måtte lave nudelsuppe, så måtte vi lave nudelsuppe,” lyder det med et stort smil fra den 51-årige Benny Madsen.

Konsulentarbejde skabte ideen

Nudelsuppe-produktionen blev dog aldrig sat i gang. I virksomhedens opstart blev diverse produktudviklingsfaser finansierede af de tre stifteres konsulentarbejde som f.eks. chipudviklere for store virksomheder. Og det var i den forbindelse, at ideen, der skabte succesen, blev til.

”Vores kunder bad os om at lave nogle målinger på chips, som vi havde hjulpet dem med at designe. Da vi skulle til at lave målingerne, fandt vi ud af, at vi ikke havde det rigtige udstyr, og så begyndte vi at udvikle det. Efterhånden fandt vi ud af, at det havde potentialet til at blive et rigtigt produkt,” siger Benny Madsen.

I 2003 blev det til et rigtigt produkt. Litepoint havde udviklet elektronisk udstyr med evnen til at kvalitetsteste trådløse produkter – f.eks. en mobiltelefons evne til at sende og modtage signaler. Produktet blev hurtigt særdeles efterspurgt på markedet, og med tiden begyndte flere og flere store virksomheder at indgå et samarbejde med Litepoint.

I dag er en af virksomhedens faste kunder eksempelvis verdens største elektronik-fabrikant Foxconn, der producerer iPhone for Apple.

Tilbød fire mia. kr.

Siden Litepoints første produkt slog igennem har virksomheden ifølge Benny Madsen konstant været i spil til at blive opkøbt. Det var dog først i 2011, at der landede et tilbud på bordet, som fik Litepoint til at give sig.

JP i Silicon Valley
  • Jyllands-Posten har taget til turen til Silicon Valley for at udforske det sprudlende iværksættermiljø
  • På turen har Jyllands-Posten mødt og lavet portrætter af danskere, der leder succesfulde virksomheder i området
  • Det bliver hen over sommeren til en serie om succesfulde danskere i Silicon Valley
  • Dette indslag om Litepoint er sjette afsnit i serien

Den amerikanske gigant Teradyne, som specialiserer sig i måling af elektronisk udstyr, tilbød ca. fire mia. kr. Et købstilbud, der blev accepteret, og som satte en ekstra portion penge ind på de tre stifteres konto.

”Man lægger ikke rigtig mærke til, at der er nogle ekstra cifre på ens bankkonto, men det er selvfølgelig rart, at man pludselig har råd til at købe en vingård og ikke behøves at bekymre sig om ens finansielle fremtid,” siger Benny Madsen.

Se de andre afsnit fra Jyllands-Postens tur til Silicon Valley:

Afsnit 1: Hemmelig millionær tændte dansk verdenssucces

Afsnit 2: Banebrydende opfindelse kan forgylde dansker

Afsnit 3: Mega-firmaer kaster sig over dansk ide

Afsnit 4: Tidligere kødpakke-fabrik forvandlet til dansk succes

Afsnit 5: Apple åbnede porten til stort dansk eventyr

BRANCHENYT
Læs også