Hver tredje bolig koster under 1 mio.

Det er ikke kun i randområderne, at der er boligudsalg. Se hvor du kan købe billigt.

Udvalget af ejerlejligheder til under 1 mio. kr. i de større byer er rekordstort.

Man behøver ikke flytte til Nakskov, Sakskøbing eller helt ud i krogene af Danmark for at udleve drømmen om en billig bolig.

For der er for alvor dømt boligudsalg i Danmark. 20.215 boliger kan nu købes for en million kr. eller derunder. Det svarer til en tredjedel af de ialt 65.000 parcel/rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse, der er til salg i øjeblikket.

Skæv fordeling

"Det er en voldsom stor andel af boligmassen, der kan fås til en billig pris her i den gryende morgen efter finans- og gældskrisen. Den skæve geografiske interesse gør, at visse områder af landet er nødsaget til at finde et prisleje under en million kroner for at tiltrække købernes opmærksomhed," sige relationschef i Home, Mads Ellegaard, til epn.dk.

Det er en voldsom stor andel af boligmassen, der kan fås til en billig pris her i den gryende morgen efter finans- og gældskrisen.

Mads Ellegaard, relationschef, Home

Så har man skrabet 200.000 kr. sammen til udbetaling og efterfinansiering, kan man bo for en månedlig ydelse på blot 845 kr. efter skat. Så lidt koster et F3-lån uden afdrag i øjeblikket. Vil man afdrage kan man vælge et obligationslån og betale ca. 2.770 kr. efter skat.

Og de billige boliger ligger overalt i Danmark.

Se de billige boliger her

Der er en markant overvægt af billige boliger på Lolland og Fyn, men hele landet er repræsenteret på listen, og der er flere muligheder for at købe boliger til under 1 mio. kr. i København, hvor priserne på ejerlejligheder ellers er stukket af fra resten af landet. Også i landets næst største by, Aarhus, er der muligheder.

På attraktive Østerbro kan man få en nydelig 43 kvm lejlighed, der bl.a. beskrives sådan af Nybolig:

"Stor entré med plads til at komme af med sko og overtøj. God møblerbar stue/værelse i åben forbindelse med køkken i lyse elementer. Køkkenet er fra 2012 og fremstår lækkert og moderne."

På Nørrrebro

På Nørrebro kan man også få 43 kvm for under 1 mio. kr. Og her er der tale om en lejlighed med:

"Stor 1 værelses med kæmpe altan! Denne hyggelige lejlighed har en super central beliggenhed på Nørrebro. Her har du alt hvad du kunne tænke dig lige om hjørnet! Masser af indkøb, butikker og hyggelige cafeer."

Vil man have flere værelser og flere kvadratmeter, kan man rykke længere nordpå. Og adressen fejler ikke noget, for lejligheden ligger i Kongens Lyngby og koster 895.000 kr.

Og her der både "fransk altan,  sydsolen og udsigt til den fine gård med Lyngby i baggrunden," som det hedder i salgsopstillingen.

Vil man bo i Aarhus, er der også mange muligheder til under 1 mio. kr.

700 meter fra Handelshøjskolen og 1,2 km fra universitetet kan man få en "gennemrenoveret lejlighed".

Og der er mange andre muligheder.

Udvikling vil vende

Spørgsmålet er, om udviklingen med mange billige boliger fortsætter.

"Vi forventer ikke, at de lave boligpriser bliver bevaret. Vi tror på en gradvis stigning. I København er priserne på lejligheder steget med 18 pct. på et år. Den slags spring kommer vi ikke til at se i resten af landet, men med en forbedret økonomi og det mere positive fremtidssyn, der vises via forbrugertillidsindekserne, samt den endnu lave rente, så vil vi opleve både gradvist stigende priser og stigende handelsaktivitet. Dermed vil andelen af boliger under 1 million falde i tiden, der kommer," mener Mads Ellegaard.

BRANCHENYT
Læs også