20-årig tjener penge efter gratis arbejde

Fuldtidsjob kom efter 70 timers gratis arbejde.

Ebbe Ankerstjerne har lavet gratis hjemmesider både for den lokale køreskole, men også for et børnehjem i Kenya.

Han er netop blevet færdig med gymnasiet denne sommer, men Ebbe Ankerstjerne har så godt gang i sit firma, Onlinefabrikken, at han ikke har tid til at læse videre. I hvert fald ikke lige nu.

Det startede med 70 timers gratis arbejde. Ebbe Ankerstjerne kontaktede forskellige folk med netværket i orden og gav dem tilbuddet om at forbedre deres hjemmeside: gratis. Idéen var, at de mennesker så ville anbefale ham, og at han kunne tage nogle referencer med sig.

"Jeg havde ikke nogle omkostninger forbundet med det, så det eneste, jeg mistede, var tid. Men jeg så det som en investering, og erfaringen har kun vist, at jeg fik noget igen gang på gang," siger Ebbe Ankerstjerne.

Tilfældig strategi

At lave hjemmesider i hjemmeside-programmet Wordpress startede som en fritidsinteresse, da Ebbe var 13 år. Da han blev ældre, fandt han ud af, at han egentlig var så god til at lave hjemmesider, at han kunne tage penge for det.

Men det var svært at komme ind på markedet, hvor folk forventede gode referencer eller resultater. Begge ting, som han ikke havde som nystartet.

"Det tog for alvor fart, da jeg gratis lavede en realitystjernes hjemmeside for et års tid siden. Pludselig fik jeg mere opmærksomhed for mit arbejde, og folk begyndte at snakke om, at det var sejt, at jeg havde lavet det," siger han.

Det var der idéen opstod med at kontakte folk med gode netværk, og på den måde blev det en slags markedsføringsstrategi.

De tunge drenge

Blandt dem han kontaktede var stifteren af Just-Eat, Jesper Buch og stifteren af Jubii, Martin Thorborg. Det eneste krav var en reference efterfølgende, hvis de var tilfredse med arbejdet.

Efterfølgende lagde Martin Thorborg også en youtube-video op: "Freelancer, gør som Ebbe". Budskabet heri er meget direkte. Martin Thorborg mener, at flere og flere freelancere brokker sig over svære tider, hvor de ikke kan få samme timeløn som før i tiden, men i stedet bør de tænke utraditionelt som Ebbe.

Freelancer

At arbejde konstant på sit online renommé er en selvfølge ifølge Martin Thorborg, og han kalder Ebbe en freelancer anno 2013.

Cirka 3.000 mennesker har set youtube-videoen indtil videre, og arbejdet med de tunge drenge i branchen har givet Ebbe mange kunder med sig. Han ville dog ikke komme ind på, hvad han tjener, men fritidsinteressen er dog rykket fra drengeværelset til et kontor inde i Aalborg.

"Jeg er jo nordjyde, så jeg har ikke lyst til at komme ind på lønnen, men det er nok til at leve for, så meget kan jeg da sige," siger han.

Balancegang mellem gratis og betalt

Det er cirka hver 10. kunde nu, som han arbejder gratis for.

"Det handler om prioritering. Jeg har meget at lave nu, så jeg har skruet ned for det gratis arbejde. Men hvis Kronprinsen gerne ville have hjælp til en hjemmeside, så ville jeg gøre det gratis. Det vil jo give rigtig god promovering af mit arbejde," siger han.

Han kan godt se, at det er svært, hvis man har kone og børn at starte ud, som han gjorde, men alligevel synes han, at det er en god investering.

"I starten var min timeløn latterlig lav, men jeg måtte jo lære at kravle, før jeg kunne gå," siger han.

BRANCHENYT
Læs også