Så hurtig er dankortets afløser

Firma bag dankortet er klar med ny betalingsløsning.

NFC
NFC står for near field communication, eller på dansk 'nærfeltskommunikation'. Hemmeligheden er en chip, der kontaktløst overfører information over korte afstande, sådan som vi bl.a. kender det fra rejsekortet og flere adgangskort.
Det tager kun et et par sekunder og et bip. Så har du betalt for kaffen. Din smartphone kan inden længe bruges til at betale med i butikkerne.

Du fører ganske enkelt bare mobilen hen over dankortterminalen, og så er betalingen registreret.

Tricket bag den kontaktløse betaling er en såkaldt NFC-chip i telefonen, som virksomheder og banker nu konkurrerer om at sætte en standard for.

Trådløs betalingsløsning på vej

Firmaet Nets, der administrerer løsninger for betalingskort i Norden, har netop underskrevet en aftale med en række selskaber, som skal levere en kontaktløs betalingsløsning til det danske marked.

"Løsningen går i al sin enkelhed ud på, at vi tager den betalingsinfrastruktur, som vi allerede kender, og gør den tilgængelig på mobilen," siger chefen for Nets' afdeling for mobilløsninger, Kristian Thure Sørensen.

Nets' bud på en betalingsløsning, er kun en ud af mange, der i øjeblikket kæmper om forbrugernes opmærksomhed. Flere banker, teleselskaber og andre virksomheder barsler med forskellige måder at overføre penge og købe ind via mobilen.

Løsningen fra Nets er færdigudviklet, men vil først blive klar til brug i butikkerne, hvis bankerne begynder at tilbyde den til deres kunder.

Den digitale pung gemmer dine rabatkort

Den nye "mobile wallet", eller digitale pung, vil kunne samle alle dine betalingskort et sted. Du vælger et af kortene i en app, og så fungerer mobilen ellers som det udvalgte betalingskort, når du betaler i butikkerne.

Derudover kan den digitale pung huske dine tidligere køb og dermed erstatte de små papkort med stempler, der hidtil har fungeret som rabatkort.

Ved beløb under et par hundrede kroner tager et køb ikke mere end et par sekunder, mens der ved højere beløb vil blive afkrævet en pinkode.

En lang næse til iPhone-ejerne

De flest nyere smartphones understøtter allerede NFC-teknologien, men der er dog en stor undtagelse.

Disse telefoner understøtter NFC

Apple valgte mod forventning ikke at udstyre den seneste iPhone 5 med en NFC-chip. Det er stadig uvist, om telefonen, der er den mest udbredte smartphone i Danmark, i fremtiden kommer til at understøtte denne type af betaling.

Der går dog sandsynligvis ikke længe, før de fleste kan bippe deres rundstykker igennem kassen hos bageren.

"Det tager cirka halvandet år fra de første NFC-telefoner kommer på markedet, til halvdelen af Danmark har en, så det kan gå meget hurtigt," siger Jan Damsgaard, professor i it-ledelse på Copenhagen Business School.

BRANCHENYT
Læs også