Gældsbombe tikker under landbruget

Landbrugets gæld er øget til 362 mia. kr. 92 pct. er i variabelt forrentede lån – hvis renten stiger, eksploderer gælden.

Foto: Martin Lehmann

Trods rekordlav rente og den bedste indtjening i mange år fortsætter landbrugets gæld med at stige.

Erhvervets totale gæld er i 2012 øget med 4 mia. kr. til 362 mia. kr., og mere end 90 pct. af gælden er variabelt forrentet. Det fremgår af nye opgørelser fra Landbrug & Fødevarer.

»Dansk landbrug sidder på toppen af en tikkende gældsbombe. Erhvervet er i disse år begunstiget af rekordlave renter, flotte høstudbytter og fine salgspriser. Alligevel fortsætter gælden med at stige. Selv under de gunstigste betingelser kan landmændene ikke skabe en indtjening, der gør det muligt at reducere gælden. Det viser blot, at landbrugets gæld simpelthen er blevet for stor,« vurderer Henrik Zobbe, leder af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Tabene må fordeles

Henrik Zobbe konkluderer:

»Det handler dybest set om, at landmændene og deres kreditorer – herunder især bankerne – skal blive enige om at fordele tabene, så gælden kommer ned på et niveau, der er realistisk i forhold til landbrugets indtjeningsevne.«

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, tilføjer:

»Vores gæld er alt for høj i forhold til indtjeningen. Blandt konkurrenterne på verdensmarkedet er vi i særklasse belastet af de højeste renteudgifter og de højeste omkostninger generelt. Når renten stiger, vil vi – på grund af den store gæld – blive ramt hårdere end vores konkurrenter i udlandet.«

Regeringen vil hjælpe

Efter ministerrokaden forleden er det blevet en topprioritet for regeringen at hjælpe landbruget ud af gældsklemmen. Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har bebudet, at dette emne har førsteprioritet.

Fødevareminister Karen Hækkerup (S) understreger nu, at også hun er bekymret over landbrugets gældssituation.

»Vi må sørge for, at landbruget får mulighed for at udvikle sig. Erhvervet er i en enorm gældsklemme. Henrik Sass Larsen og jeg skal i et parløb afdække mulighederne for at hjælpe erhvervet – eksempelvis ved at vurdere muligheden for nye ejerformer på bedrifterne. Landbruget er uhyre vigtigt for vores eksport og beskæftigelse,« siger Karen Hækkerup.

Læs også