H&M-rival vokser fænomenalt

Uniqlo har oplevet, hvad mange i detailhandlen går og tørster efter.

Foto: Eugene Hoshiko/AP

Den japanske modetøjsdetailkæde Fast Retailing, som blandt andet står bag H&M- og Zara-konkurrenten Uniqlo, har haft en ikke mindre end fremragende august, hvor salgsvæksten var den højeste i fire år.

Fast Retailing meddelte tirsdag, at det sammenlignelige salg (same store) i selskabets Uniqlo-butikker steg solide 29 pct. i august sammenlignet med samme måned i fjor. Den høje salgsvækst skyldes angiveligt en solid efterspørgsel efter sommertøj, idet høje temperaturer dominerede august og fik forbrugernes shoppelyst helt i top.

Evne til vækst

Selskabets salg i sine 847 Uniqlo-butikker i Japan og 359 Uniqlo-butikker i resten af verden havde således den højeste vækst siden oktober 2009, skriver Bloomberg News.

- Det viser, at de har evnen til at øge salget. Selskabet har formået at implementere sin kampagne rigtig godt. Normalt begynder detailledet at forberede efterårskollektionen i slutningen af måneden, men fordi det har været så varmt, så blev forbrugerne bare ved med at komme, forklarer vicechef for research hos JI Asia Mikihiko Yamato til Bloomberg News.

H&M stadig foran

Fast Retailing er i disse år ved at ekspandere sit Uniqlo-mærke globalt, og i 2012 omsatte de internationale Uniqlo-butikker for 153,1 mia. yen, eller hvad der svarer til 1,2 mia. euro. Samlet set inklusive Uniqlo-butikkerne i Japan var selskabets salg på 773,1 mia. yen i 2012 svarende til 5,9 mia. euro.

Til sammenligning havde Hennes & Mauritz en omsætning på ca. 13,8 mia. euro i finansåret 2012.

Læs også