0

Velhavere vil dominere i storbyerne

Der foregår nærmest en folkevandring fra land til by. Den udvikling får store konsekvenser.

På vej mod engelske tilstande? I London har kun de allerrigeste råd til at bo i byen. Det samme kan måske ske i Danmark. Foto: AP/Sang Tan

Først den gode nyhed: Gennembruddet for salg af ejerlejligheder i København og Aarhus slår nu direkte igennem på parcelhusmarkedet.

Så den knap så gode: Udviklingen har sat endnu mere fart i en udvikling, der betyder, at folk i stigende grad flytter fra landet og ind i byerne. Det sidste kan få store konsekvenser for hele boligmarkedet.

Salgstiden for villaer omkring de største byer har været markant faldende de seneste måneder. I dag står en villa i Region Hovedstaden i gennemsnit i 128 dage, før den sælges, mod 198 dage i 1. kvartal. I Region Midtjylland er salgstiden i samme periode faldet fra 241 til 198 dage.

I 2004-2006 blev det så dyrt at bo i København, at flere søgte mod de større byer på Sjælland.

Jan Nordmann, kommunikationschef, EDC

Det viser en opgørelse baseret på samtlige villasalg, som Danmarks største ejendomsmæglerkæde, EDC, har foretaget for epn.dk.

Parcelhuse følger med

Samme udvikling ses for ejerlejlighederne. I hovedstaden sælges de nu på 96 dage mod 145 dage i 1. kvartal. I Aarhus har det taget 135 dage mod 185 dage i begyndelsen af året.

Tendensen bekræftes af Boligsidens markedsindeks.

Udviklingen demonstrerer, at hvis der kommer gang i salget af ejerlejligheder, vil markedet for parcelhuse følge med, mener kommunikationschef i EDC, Jan Nordmann.

"Ejerlejlighederne er i sagens natur koncentreret i de store byer. Her vendte salget for godt et år siden. Nu får ejerne af lejligheder solgt og de bevæger sig videre til den næste bolig, som ofte er en villa i områderne omkring de store byer. Det er forklaringen på, at vi nu ser så klare fald i salgstiderne på villaer i hovedstadsområdet og i Østjylland, siger Jan Nordmann til epn.dk.

Men udviklingen dækker over, at danskerne i stigende grad flytter fra landet til byen. Den udvikling betegner Jan Nordmann som en "folkevandring."

Den er blandt andet resultatet af, at de videnstunge uddannelser og arbejdspladser alle ligger i byerne. Men det er ikke den eneste forklaring.

"Når skolen og købmanden lukker, og når bussen kun kører forbi to gange i døgnet, affolkes en landsby. De unge i byen søger mod de større byer, hvor de får deres uddannelse, og kun de ældre bliver tilbage. Husene begynder at forfalde og det hele bliver lidt trist at se på," konstaterer han.

Priser presses op

Udviklingen betyder, at boligpriserne i byerne presses op, mens priserne falder på landet. Men der er en grænse for, hvor stor forskellen kan blive.

"På et tidspunkt vil forskellen i boligpriser blive så stor i landområdernes favør, at nogle begynder at søge tilbage til landet. Det var præcis det vi så i 2004-2006, hvor det blev så dyrt at bo i København, at flere søgte mod de større byer på Sjælland: Ringsted, Holbæk, Haslev, Næstved m.fl. De søger altså ikke helt ud på landet, men ”tvinges” dog væk fra de største byers bykerner," siger Jan Nordmann.

Denne tendens ses tilsvarende og kraftigere i metropoler som London og Paris, hvor det ikke er muligt at købe en bolig ikke engang en lille lejlighed indenfor de store ringveje med en normal indkomst. Derimod vokser forstæderne, i takt med at infrastrukturen udbygges.

"Der er en folkevandring fra land mod by drevet af forandrede samfunds- og beskæftigelsesstrukturer. Men så længe markedskræfterne får lov at råde, vil der også være en vis inerti i tendensen, således at vi på langt sigt må forvente, at størstedelen af danskerne kommer til at bo i forstæder til de store byer, mens bykernerne vil blive beboet af de velhavende. På landet bor kun de, der direkte er beskæftiget i landbruget, fiskeriet og enkelte virksomheder i sværindustrien," lyder det fra Jan Nordmann.

Salgstider, ejerlejligheder

I dage3. kv. 20121. kv. 20133. kv. 2013
ialt172158124
Hovedstaden15314596
Midtjylland195185137
Nordjylland154145138
Sjælland192200165
Syddanmark221165209

Kilde: EDC

Salgstider parcelhuse

I dage3. kv. 20121. kv. 20133. kv. 2013
ialt220232199
Hovedstaden163198128
Midtjylland219241198
Nordjylland226236233
Sjælland249240219
Syddanmark230237215

Kilde: EDC



BRANCHENYT
Læs også