0

Tilliden til lærere, bankrådgivere og politikere daler

Dårlig medieomtale har tilsyneladende påvirket flere faggrupper, viser analyse.

Politikere udgør den eneste gruppe, som har haft en entydig nedadgående troværdighed, i de fem år Radius Kommunikation har lavet troværdighedsanalyser.  Arkivfoto: Sisse Dupont

Troværdigheden hos 21 faggrupper

De faggrupper, som respondenterne har vurderet som mest troværdige, er listet først.

  • Sygeplejersker
  • Læger
  • Politibetjente
  • Præster
  • Skolelærer
  • Revisorer
  • Hjemmehjælpere
  • Advokater
  • Pædagoger
  • Landmænd
  • Socialrådgivere
  • Håndværkere
  • Lastbilchauffører
  • Pensionsrådgivere
  • Bankrådgivere
  • Taxichauffører
  • Ejendomsmæglere
  • Journalister
  • Bilforhandlere
  • Politikere

Kilde: Epinion og Radius Kommunikation.

Igen i år er sygeplejersker og læger de faggrupper, som danskerne anser som mest troværdige, mens journalister, bilforhandlere og politikere ligger i bunden.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Radius Kommunikation. 1.007 personer er blevet bedt om at vurdere deres tillid til 21 forskellige faggrupper.

Stort set samtlige faggrupper anses i år som mindre troværdige end sidste år af danskerne, men nogle faggrupper er gået mere tilbage end andre. Og det skyldes formentlige dårlige sager, som har været i medierne.

"Skolelærerne, bankrådgiverne og politikerne er blandt de tre faggrupper, der er dalet mest i årets analyse. De har jo alle tre været ramt af krisesager i løbet af året, som ganske givet har påvirket såvel omdømmet som troværdigheden. Og alle tre grupper har et genopretningsarbejde foran sig," siger Nicolaj Taudorf Andersen, seniorpartner og stifter af Radius Kommunikation, i en analyse.

Konflikt spiller ind

Bankrådgivernes troværdighed har ikke været så lav i de fem år, troværdighedsanalysen er blevet lavet for Radius Kommunikation.

"Der er blevet lukket mange filialer og traditionelle services uden bankerne, og særligt rådgiverne, har været klædt skarpt nok på til at forklare kunderne, hvad der foregår. Det påvirker alt andet lige den historiske autoritet, bankrådgiverne er blevet tillagt," siger Nicolaj Taudorf Andersen som en af forklaringerne på bankrådgivernes troværdighedsdyk.

Lærernes tab af troværdighed skyldes formentlig, at de ikke havde den brede befolkning med sig i forårets konflikt med KL, mener Radius Kommunikation.

Et demokratisk problem

Politikerne kommer ind på en absolut sidsteplads i troværdighedsanalysen. Og de udgør den eneste gruppe, som har haft en entydig, nedadgående kurs, i de fem år analysen er blevet lavet. Og rent faktisk udgør det et demokratisk problem, mener Radius Kommunikation.

"Danskerne vil have klare holdninger, substans og svar fra politikerne. Det er der ikke noget nyt i - det har danskerne efterlyst gennem alle de år, vi har gennemført analysen. Men det ser ud til at prelle af på politikerne, og det udgør et reelt demokratisk problem - særligt hvis den manglende tillid leder til ligegyldighed over for såvel politikerne som lovgivningen," siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Hvis man kigger på de  - eller den - positive tendens i analysen, så går politiet som eneste faggruppe frem i troværdighed.

Nicolaj Taudorf Andersen mener, at det kan skyldes, at politiet har arbejdet målrettet med at opbygge deres omdømme efter politireformen i 2007, og at politiet desuden har styrket den borgernære kommunikation ved at være tilstede på de sociale medier.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også