0

Toldfri spiritus til alle i danske lufthavne

Ny aftale mellem lufthavne og Skat gør spiritus op til 35 pct. billigere for EU-rejsende.

Foto: Ole Lind

De toldfrie priser breder sig i morgen i de danske lufthavne, når en ny aftale med Skat træder i kraft.

Den indebærer, at rejsende mellem to EU-lande fremover også får mulighed for at købe spiritus til toldfrie priser, og dermed er det slut med forskellige priser på de samme produkter.

"Når vi kigger ud internationalt, så er de rejsende vant til, at de kan få samme flaske spiritus uanset, hvor de rejser hen. Sådan har det ikke været i Danmark, og det har gjort, at vi ikke havde ret meget salg til rejsende inden for EU, fordi priserne ikke har været attraktive nok," siger kommerciel direktør i Billund Lufthavn Jan Hessellund.

Har prøvet det i København

Det håber man at kunne ændre med den nye aftale, der betyder, at lufthavnene fortsat skal betale afgifter af den spiritus, der sælges til rejsende inden for EU. Men det ordnes fremover uden kundernes indblanding.

Københavns Lufthavn har siden uge 7 haft mulighed for at sælge toldfri spiritus til alle rejsende som et slags prøveprojekt, men nu har blandt andet lufthavnene i Billund og Aalborg også fået tilladelse af Skat.

Det betyder blandt andet, at en flaske Fernet Branca i størrelsen 0,7 liter, der tidligere kunne købes til 129,95 kr., udgår af sortimentet i Billund. Fremover er eneste mulighed, hvis man er til Fernet Branca at købe en liter til 99 kr.

Handlen skal blive i Danmark

De rejsende inden for EU har altså udsigt til en klækkelig besparelse.

"Hele argumentationen ligger i, at vi tror på, at handlen bliver hjemme i Danmark i stedet for Frankfurt eller Paris," siger Jan Hessellund.

Han har ikke nogen idé om, hvad det betyder for mængden af handlet spiritus, eller hvad det kommer til at betyde for lufthavnenes omsætning.

"Erfaringerne fra København er, at det tager tid at vænne de rejsende til de nye priser. Der venter os en opgave med at få det kommunikeret ud," siger han.

Aftalen med Skat betyder ikke, at der er ændret i toldreglerne.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også