Hele verdens tøjfabrikant er strejkeramt

Nærige vesterlændinge er skyld i dårlige arbejdsforhold, lyder anklagen i Bangladesh.

Fabrikskollapset tidligere på året har skabt fokus på de dårlige arbejdsforhold, der møder tekstilarbejdere i Bangladesh. Foto: Wong Maye-E/AP

38 dollars eller ca. 210 kr. om måneden.

Sådan lyder gennemsnitslønnen for medarbejdere i tekstilindustrien i Bangladesh, der årligt omsætter for 110 mia. kr. og er verdens største af sin slags.

De dårlige lønforhold og den ringe sikkerhed på flere arbejdspladser har nu fået i tusindvis af bangladeshere til at gå på gaden for at protestere. De forlanger mere end det dobbelte i løn.

Det skriver Reuters.

Nærige vesterlændinge

Tekstilindustrien i Bangladesh er den største arbejdsgiver i landet.

Og fra arbejdsgivernes side mener man ikke, at der er plads i budgettet til mere end en 20 pct. lønstigning.

Ifølge dem har forbrugere i Vesten vænnet sig til at kunne købe tekstiler billigt.

Pres fra EU

Tidligere på året omkom over 1.100 tekstilarbejdere i Bangladesh, da en fabrik styrtede sammen.

Ulykken skabte stor opmærksomhed på arbejdsforholdene i tekstilindustrien, og særligt fra EU har der været pres på regeringen i Bangladesh om at indføre bedre forhold.

Europa står som aftager af 60 pct. af eksporten af tekstiler fra Bangladesh og har dermed en vægtig stemme over for regeringen i landet.

Læs også