0

Dansk issejlads vækker international opsigt

Et danskdrevet skib blev det første fragtskib gennem Nordvestpassagen - og det har vakt opsigt.

Et dansk fragtskibs gennemsejling af Nordvestpassagen har vakt international opsigt. Foto: Nasa/Wikimedia Commons

Siden MV Nordic Orion i mandags kom ud af Nordvestpassagen som det første fragtskib nogensinde til at gennemsejle det isfyldte farvand, har internationale medier flittigt fortalt historien om den danske færd gennem isen.

For godt nok er det et japanskproduceret fragtskib med en international besætning, der bragte de 73.500 tons kul sikkert gennem Nordvestpassagen, men skibet er ejet og drevet af det danske rederi Nordic Bulk Carriers, der også var blandt de første til at sende fragtskibe gennem Nordøstpassagen.

Og det har store internationale medier som nyhedsbureauerne AP og Reuters samt den store amerikanske avis Wall Street Journal bemærket i ugens løb.

MV Nordic Orion
  • Bygget i 2011 i Japan.
  • 225 meter langt og klassificeret som isklasse 1A.
  • Kan medbringe cirka 73.500 tons kul på sejladsen, hvilket er omkring 15.000 tons mere end på en almindelig sejlads gennem den lave Panamakanal.
  • Den aktuelle sejlads foregår med en lokal islods om bord.
Kilde: Nordic Bulk Carriers

Russerne er foran

Det er håbet, at den øgede isafsmeltning i de arktiske egne kan åbne for nye kommercielle sejlruter, der kan spare rederierne for penge til brændstof og miljøet for CO2-udledning i forhold til den vanlige rute gennem Panama-kanalen, og det er i det lys, at Nordic Bulk Carriers har forsøgt sig med sejladsen gennem Nordvestpassagen.

Wall Street Journal fokuserer i sin artikel på, at Rusland allerede er i gang med at opbygge en infrastruktur med havne, isbrydning og redningsberedskab i sine arktiske egne og på den måde er foran Canada, som betragter Nordvestpassagen som canadisk farvand.

For selvom MV Nordic Orion har haft følgeskab af en canadisk isbryder på sin sejlads, mangler der ifølge avisen en del infrastruktur omkring passagen, hvis den i fremtiden skal kunne konkurrere med russerne.

Stor risiko - stor gevinst

Reuters fokuserer i sin fortælling om sejladsen på, at der nok er meget at vinde ved en succesfuld passage af Nordvestpassagen, men at der også kan være en del at tabe, hvis ikke tingene går som planlagt.

"At sejle gennem Nordvestpassagen er en strategi med stor risiko, men også stor potentiel gevinst," siger den norske arktisk-ekspert Knut Espen Solberg til Reuters.

Det er blandt andet risikoen for, at isbjerge kan komme i vejen og simpelthen blokere for skibene i det smalle farvand, der kan forsinke sejladserne.

Nyhedsbureauet AP fortæller om den stigende interesse, der har været for Nordvestpassagen, efter den globale opvarmning er begyndt at smelte en del af isen i farvandet og gøre det sejlbart.

Se MV Nordic Orions rute gennem Nordvestpassagen her.

BRANCHENYT
Læs også