0

Din økonomi trues af faldende priser

Frygten for deflation - altså faldende priser er blevet større, og det er alvorligt.

Ville du købe en ny bil i dag, hvis du vidste, den blev billigere i morgen? Nej vel. Foto: Jakob Jørgensen

Faldende priser, det lyder besnærende. Men for samfundsøkonomien og din privatøkonom er faldende priser faktisk en rigtig dårlig idé. Hvis priserne falder i længere tid, opererer man med det, man kalder deflation, og det er vi bekymrende tæt på at opleve i Europa, mener flere økonomer.

En af dem er cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven. Han er en af flere økonomer, som netop har finjusteret forventningerne til eller rettere - frygten for - deflation.

Deflation

Deflation forekommer ved vedvarende prisfald. Det vil typisk resultere i fald i produktionen og dermed også beskæftigelsen.

Når priserne falder, tøver folk med at købe ikke mindst varige forbrugsgoder og med at låne penge.

Inflation opstår, når priserne stiger. Det gør det mere attraktivt at låne penge og dermed investere, fordi værdien af gælden vil falde.

"Der er i hvert fald en risiko for, at eurozonen er på vej ind i et deflationsscenarie. Hvor stor risikoen er, kan man diskutere.
Jeg mener ikke risikoen er overhængende, men den er ikke ubetydelig, og den er stigende," siger Jacob Graven til epn.dk.

Lav aktivitet

En anden er cheføkonom i BRFkredit Ulrikke Ekelund.

"Risikoen er svær at vurdere. Det er aktuelt svært at se, hvor prisstigningerne skal komme fra, fordi aktiviteten stadig er lav. Samlet set holder vi os i området på den gode side af nul-grænsen. Men retningen har været nedadgående," siger Ulrikke Ekelund til epn.dk.

Umiddelbart kan det lyde positivt, at priserne falder. Og problemet er måske heller ikke så meget dagligvarerne, mere varige forbrugsgoder. Hvem vil for eksempel købe bolig, bil eller B&O i dag, hvis man ved, man kan købe det billigere i morgen?

Det har man prøvet i Japan, der mere eller mindre gik i stå i 20 år.

Skrækscenarie

"Skrækscenariet i moderne tid er Japan, der i perioder i de seneste 20 år har oplevet mild deflation svagt. Trods en styringsrente på 0 og flere års opkøb af obligationer for nye penge er det ikke lykkedes for Bank of Japan at bryde deflationsspiralen. Først i år har Bank of Japan taget hårdt fat ved at sætte tempoet på seddelpressen kraftigt i vejret og købe mange flere obligationer end hidtil," siger Jacob Graven.

Der er for alvor først grund til frygt for deflation, når priserne er faldet i en længere periode. I Europa vil det formentlig først ske, efter priserne er faldet gennem en længere periode på måske 1-2 år, mener Jacob Graven. Han ser derfor ingen akut risiko for, at vi får deflation her og nu.

"Men lige nu bevæger inflationen sig i den forkerte retning. Inflationen er betydeligt under ECB's målsætning og har pil nedad. Samtidig er der intet der tyder på, at inflationen vil stige væsentligt i de kommende par år. Det kan give problemer, da troværdigheden omkring ECB's inflationsmålsætning kan få et knæk, siger Jacob Graven.

Farlig deflationsspiral

Hvis forbrugere, virksomheder og investorer mister troen på, at inflationen på mellemlangt sigt vil ramme ECB's målsætning på knap 2 pct., er første skridt mod en deflationsspiral taget. Så kan inflationsforventningerne relativt hurtigt falde yderligere i takt med den faktiske inflation.

"Det farlige ved en deflationsspiral er først og fremmest, at den er meget svær at bryde ud af, hvis først man er havnet der. Centralbanken vil have mistet troværdigheden omkring inflationsmålet, og den vil samtidig have brugt sin ammunition, da styringsrenten allerede er sat ned til tæt på 0. Dermed kan deflationsspiralen fortsætte."

Det betyder, at forbrugere og virksomheder holder på pengene i forventning om, at det hele bliver billigere i morgen.

"Samtidig vil alle være forsigtige med at låne penge, fordi værdien af lånet vil stige over tid, når det generelle prisniveau falder. Dermed falder den økonomiske aktivitet, og priserne bliver presset endnu længere ned," lyder vurderingen fra Jacob Graven.

BRANCHENYT
Læs også