Opel har kurs mod firmabilklassen

Nye motorer skal gøre Insignia-modellen til den mest økonomiske bil i klassen.

Opel lover, at den nye bliver den mest brændstoføkonomiske bil i klassen med et forbrug på 27 km per liter. Foto: Opel

Med den nye Insignia-model satser Opel nu på at kapre nye kunder i firmabilklassen.

Modellen har bl.a. fået nye motorer. Det er et område, hvor Opel indtil nu har været lidt bagud i forhold til konkurrenterne.

Men nu lover Opel, at de nye dieselmotorer med et forbrug på 27 km/l efter EU-normen vil gøre Opel Insignia til den mest økonomiske bil i firmabilklassen, hvor konkurrenterne bl.a. er Volkswagen Passat og Ford Mondeo.

Priser fra 300.000 kr.

Samtidig satser Opel på at sælge bilen med nye 1,4 liters benzinmotorer til de private bilkøbere. Priserne begynder ved 299.900 kr.

Opel har i Danmark solgt næsten 9.000 Insignia-modeller siden introduktionen i 2008.

Forventinger til leasing

Ifølge informationschef Erik Morsing hos Opel Danmark forventer Opel, at Insignia-modellen først og fremmest bliver solgt som leasingbil. Her begynder beskatningsværdien for en bil med 1,4 liters benzinmotor ved 255.990 kr.

Som sedan med en 2,0 liters dieselmotor med 120 hk får Insignia en beskatningsværdi på 275.990 kr., mens stationcarudgaven - som Opel kalder Sports Tourer - får en beskatningsværdi på 295.990 kr.

Alle biler til erhvervsleasing vil være udstyret med bl.a. navigationsanlæg, 8-tommer touch-skærm og telefonanlæg med Bluetooth.

Mindre støj i kabinen

Udvendigt har den fornyede Insignia-model fået ny front og hækparti med LED-baglygter. Undervognen er forbedret med bl.a. nye støddæmpere, krængningstabilisator og styretøj, der ifølge Opel har givet et lavere støjniveau i kabinen.

De nye modeller vil være ude hos forhandlerne i slutningen af måneden.

Stationcar med firehjulstræk

Senere følger så et par mere avancerede udgaver af Insignia. Det gælder en særlig sportslig OPC-udgave og en stationcar med firehjulstræk og større frihøjde med navnet Country Tourer.

Den kommer til Danmark i begyndelsen af 2014. Prisen er endnu ikke fastlagt, men Erik Morsing forventer en pris omkring 580.000 kr. for en udgave med en 2,0 liters dieselmotor med 163 hk og automatgear.

Læs også
Top job