Danskerne netshopper i arbejdstiden

Arbejde og fritid flyder sammen, derfor er nethandel også populært i dagstimerne.

Flere af de store danske netbutikker oplever en stigning i besøgende i løbet af dagstimerne.  Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

Der er en stigende tendens til, at skellet mellem arbejde og fritid flyder ud.

Samtidig er vi også blevet hurtigere til at købe på nettet. Derfor føler vi, at vi godt lige kan tillade os at foretage et hurtigt ærinde

Mette Skovgaard Frich, Seniorkonsulent hos Retail Institute Scandinavian
Sådan ser det i hvert fald ud, når man spørger nogle af de største danske netbutikker, hvornår danskerne nethandler.

Flere af dem kan fortælle, at danskerne er begyndt at lægge vejen forbi deres netbutikker i hverdagens dagtimer.

Nethandel i dagtimerne er stigende

Elgiganten er en af danskerne foretrukne netbutik, og hos Elgiganten mærker man et skift i danskernes måde at nethandle på.

"Nethandlen er konstant stigende i dagstimerne på Elgiganten.dk og har været det længe, men selvom danskerne shopper elektronik som aldrig før på nettet, også i dagstimerne, så er det stadig mest populært at nethandle om aftenen hos Elgiganten," siger kommunikationschef hos Elgiganten, Frederik Danvig, til Jyllands-Posten.

Flest danskere besøger Elgiganten.dk om aftenen omkring otte-tiden.

Flere kan se tendensen

Samme scenarie genkender andre af de store danske netbutikker. Hos blandt andet Irma og Trendsales er danskerne også stadig mest aktive med at nethandle om aftenen.

Men Irma har flest besøgende allerede i løbet af formiddagen, og Trendsales omkring frokosttid. Derimod kan Dansk Supermarked berette om en anden tendens.

"Der er ikke store ændringer i mønstret, men vi ser dog en tendens til, at danskerne handler mindre om formiddagen fra 9-12, hvor ordrerne gik fra 26 pct. i 2011 til 22 pct. i 2013. I stedet handler de mere om aftenen fra 18-22, hvor ordrerne gik fra 28 pct. til 31 pct." siger Mads Hvitved Grand, pressechef for Dansk Supermarked.

Fakta

De mest populære netbutikker målt på antallet af handler:

1. cdon.com
2. Zalando
3. Amazon
4. Saxo
5. Ebay
6. Elgiganten
7. H&M
8. Coop
9. Billetnet
10. iTunes
11. DSB
12. Inkclub
13. Ellos
14. Trendsales
15. Proshop

Kilde: Dansk E-handel analyse 1. kvartal 2013

Tidligere på året kunne Pricerunner.dk fortælle, at de fleste danskere handler i arbejdstiden.

"Mandag er i dag den absolut største dag i hele ugen. 90 procent af de besøgende kommer inden for normal arbejdstid klokken 8-16. Det er jo dermed nødt til at være på arbejdspladsen, at de fleste køb bliver foretaget," fortalte Martin D. Andersen, country manager hos Pricerunner.dk, til metroXpress.

Vi kan tillade os det

Ifølge Mette Skovgaard Frich, der er seniorkonsulent hos Retail Institute Scandinavian med ekspertise inden for e-handel i detailhandlen, så forbavser det hende ikke, at danskerne i stigende grad også handler tidligere på dagen.

"Vi er meget bundet op på smartphones og computere i vores hverdag. Vi er altså online hele tiden, også på vores arbejde. Derfor er det blevet nemmere for os at benytte de muligheder, nettet tilbyder," siger hun.

Fritid og arbejder smelter sammen

"Samtidig er vi også blevet hurtigere til at købe på nettet. Derfor føler vi, at vi godt lige kan tillade os at foretage et hurtigt ærinde i netbutikker," siger hun.

En stor del af forklaringen ligger også i, at fritid og arbejde smelter mere og mere sammen, forklarer Mette Skovgaard Frich.

"Nethandel er blevet lidt ligesom Facebook. Mange smutter jo også på Facebook i arbejdstiden. Vi udnytter de muligheder, nettet tilbyder, og nu nethandler vi altså også," siger hun.

Mandag er bedst

Samtidig lyder det fra både Elgiganten og Trendsales, at mandag er den travleste dag, hvorefter nethandlen falder i løbet af ugen.

"Vi er mest fokuseret først på ugen. Der sætter vi os ved skrivebordet og er klar til en ny uge. Derfor er det nok klart, at der falder flere varer i kurven på det tidspunkt," siger hun.

Derfor er kunder også mest modtagelige over for reklamer i starten af ugen, forklarer hun.

"Jeg tror en del af forklaringen skal findes i, at vi i løbet af ugen er meget digitale. Derfor foretager vi de digitale køb først på ugen, hvorimod vi fylder andre aktiviteter ind i weekenden," siger hun.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Få historierne om de iværksættere, der har potentialet til at redefinere dele af dansk erhvervsliv. Hent magasinet her
BRANCHENYT
Læs også