Ny dom slår hårdt ned på gule plader

Én enkelt privat køretur og du kan risikere at betale dyrt for hele den periode, du har haft bilen.

Husk at føre kørebøger over din ture i din gulpladebil. Ellers kan det koste dig dyrt, hvis du bliver snuppet af Skat. Arkivfoto: Mik Eskestad

En simpel rutinekontrol af en bil på gule plader har ført til en ny dom, der fastslår, at personen bag rettet skal betale for hele det år, han har haft bilen til rådighed af virksomheden. Også selvom han muligvis kun har brugt bilen privat den ene gang.

Han skal nemlig selv kunne dokumentere, at han ikke tidligere har brugt bilen til private ærinder, mens han har haft bilen. Ifølge domstolen i Østre Landsret er der kun en god måde at gøre det på: Kørebøger.

Gule plader

I 2012 blev der købt 24.068 køretøjer på gule plader.

Antallet af biler på gule plader har været stigende de seneste år, dog langt fra i samme omfang som almindelige personbiler.

Pr. 1. januar 2013 blev det muligt at købe 'dagsbeviser' til 225 kr. pr. stk., til hvis man ønsker at anvende sin gulpladebil til privat kørsel. Læs mere her.

Når man køber en bil på gule plader, så sparer man registreringsafgiften og moms. Til gengæld følger der en lang række regler med for brugen af bilen, eksempelvis at den ikke må bruges privat. Læs mere her.

Kilde: Skat og Bilmagasinet.dk

"Der er ikke mange, der kører rundt i en gulpladebil, der til daglig tænker over at føre kørebog over alle ture, de er på. Men det er det, som Skat og domstolen siger, at man skal gøre. I hver fald hvis man bruger bilen på en måde, der på nogen måde kan blive opfattet som privat," fortæller John Cederskjold Kierans, skatteekspert fra revisionsfirmaet PwC.

En dyr affære

I dette tilfælde drejer sagen sig om en driftsleder fra et kurerfirma, der ifølge PwC blev stoppet i en rutinekontrol, hvor Skat kunne se, at han ud over de varer, han skulle levere til en kunde, også havde privatindkøb med i bilen.

Det mener Skat og Østre Landsret er bevis for, at driftslederen har brugt bilen privat. Og da han ikke kunne bevise, at han ikke tidligere har gjort noget lignende, så bliver han nu beskattet af det år, han har haft bilen til rådighed.

Derudover kommer også den moms og de afgifter, som man undgår, når man køber en bil på gule plader. Det betyder, at bilen bliver noget nær dobbelt så dyr, som da den oprindeligt blev købt.

"Det kan godt gå hen og blive meget, meget store beløb. Og desuden kan Skat godt finde på at gå hen og give bøder oveni, så det kan blive endnu engang dobbelt op," siger John Cederskjold Kierans.

Første dom

Dommen er den første i den her type sager, efter at reglerne på området blev ændret i 2009. Indtil nu har det derfor været uvist, hvordan domstolen ville gribe det an.

"Det har vi så fundet ud af nu. Og vi regner med, at den her dom vil være udgangspunktet, når lignende sager bliver ført i fremtiden," siger John Cederskjold Kierans.

Vidtrækkende konsekvenser

Det har derfor potentielt vidtrækkende konsekvenser for personer, der bliver snuppet af Skat i lignende situationer, forklarer John Cerderskjold Kierans. Personer skal altså kunne bevise, at de ikke har brugt bilen privat nogensinde.

"Jeg mener ikke, at det er en meget voldsom dom. Med gulpladebiler slipper man for skatter og afgifter. Så når personer snyder, så overtræder de nogle regler, der ellers er meget gunstige," siger han.

Det er forholdsvis sjældent, at sagerne ender i en retssag, når en person bliver grebet i at køre privat på gule plader. Ifølge John Cederskjold Kierans er det normalt så åbenlyst, at loven er overtrådt, at personerne ender med at betale skat, afgifter og eventuel bøde med det samme, uden at revisorer bliver involveret.

Læs også