0

Jyske Bank melder DR til politiet

DR's brug af skjult kamera under optagelserne til dokumentar bliver en sag for politiet.

Allerede inden tredje afsnit af dokumentaren "I skattely" er løbet over skærmen, vækker den stor opsigt.

Jyske Bank har således på baggrund af udsendelsen besluttet at melde Danmarks Radio (DR) til politiet.

Det skyldes, at der under under optagelserne er gjort brug af skjult kamera, hvilket ifølge Jyske Bank er ulovligt i Schweiz, hvor en del af  dokumentaren er optaget.

"Jyske Bank tager stærkt afstand fra DR's metoder. Optagelser foretaget med skjult kamera er en kriminel handling i Schweiz. Derfor har de berørte medarbejdere og Jyske Bank (Schweiz) indgivet politianmeldelse mod de ansvarlige i DR," lyder det i en pressemeddelelse fra Jyske Bank.

Tager afstand

Over godt fire A4-sider tager banken afstand fra det billede, som DR i dokumentaren tegner af mødet mellem en forklædt journalist og en rådgiver fra Jyske Bank.

Af udsendelsen fremgår det blandt andet, at DR-journalisten bliver rådgivet til at flytte til England, etablere et selskab i skattelyet Gibraltar, oprette en konto i Schweiz og samtidig bevidst at sætte værdien af sin app så lavt, at Skat kun kan opkræve et mindre beløb i den såkaldte "havelågebeskatning", der betales, når værdier flyttes ud af landet.

Afviser beskyldninger

Samtidig falder talen under en af samtalerne på et kreditkort uden navn, som gør det lettere at opholde sig i Danmark uden, at det kan spores.

Jyske Bank afviser dog alle former for medvirken til skatteunddragelse.

"Jyske Bank har ikke foretaget noget ulovligt, men tværtimod anbefalet lovlige løsninger til "kunden" modsat hans ønske," skriver banken blandt andet.

Nej til at medvirke

Banken blev i forbindelse med udarbejdelsen af dokumentaren tilbudt at medvirke for at kommentere bankens politik og indholdet på området. Man betingede sig dog, at det skete live og ikke i en redigeret udgave "for at undgå manipulering", fremgår det af pressemeddelelsen.

Det ønskede DR ikke at efterkomme, og derfor medvirker Jyske Bank ikke i aftenens udsendelse.

Umiddelbart efter udsendelsen deltager Jyske Bank dog i TV-Avisen, hvor samme emne bliver behandlet.

Læs Jyske Banks reaktion på DR-dokumentaren her.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også